Yngwie Malmsteen - Hell or High Water

13-11-2026

Der er gået fem år siden Parabellum fra 2021, og den 13. november 2026 vendte den svenske guitarvirtuos Yngwie Malmsteen tilbage med Hell or High Water. Ingen, der kender hans bagkatalog, bliver overrasket over stilen og han har da heller ikke selv lagt skjul på, at udgivelsen er dybt neoklassisk og meget "Malmsteen-esque".

Af Franck Sidenius

Materialet er blevet til over knap fem måneder i hans eget Studio 308 i Miami. Her skrev og indspillede han mellem 80 og 90 musikstykker, som bagefter blev skåret helt ind til benet, så kun de ni stærkeste numre stod tilbage. Spilletiden lander på knap 46 minutter - præcis nok til et klassisk vinylformat - og ifølge ham selv er det hele sat sammen i tempo og tonearter som en film, der skal høres fra start til slut.


Han har selv stået for al komponering, tekstskrivning og produktion, og han spiller stort set samtlige instrumenter selv - lige fra lead- og rytmeguitar til bas, keyboards, guitar-synth, sitar og cello. Kun bag trommerne har han hevet Jay Lannerbach ind, mens Emilio Martinez Jr. og Peter Brussee har hjulpet med teknik, mix og mastering.

Lytter man med guitarøjne - og ører - er Yngwie voldsomt skarp. Selvom dåbsattesten efterhånden har en del år på bagen, er han på ingen måde faldet af på den. Der er fuldt styr på gribebrættet, præcis som der altid har været. Det er blæret spillet, det lyder vanvittigt godt, og som guitarist letter jeg bare på hatten.

På fire af de ni numre tager han selv mikrofonen, og her er jeg uenig med den gængse kritik. Mange savner fortidens stjernesangere i front, men jeg synes, han synger bedre, end han får kredit for. På åbneren "Now Or Never" og på "Eye For An Eye" lyder han helt tilpas i rollen, og vokalen giver et tiltrængt pusterum og noget fast struktur midt i alle de hurtige løb.

Udgivelsen har delt vandene ret kraftigt blandt fans og anmeldere. Flere har kaldt albummet både koldt og forudsigeligt og affejet tunge instrumentalnumre som "Antikythera" og "Beyond Zeta Reticuli" som rene udstillingsvinduer for flest mulige toner i sekundet. Den dom er, i min optik, lige hård nok, men jeg forstår godt argumenterne. Går man ikke op i guitaren som instrument, kan Hell or High Water hurtigt føles ensformigt. Især de rene instrumentalnumre flyder nemt sammen hen over de tre kvarter. Det her er trods alt ikke musik bygget på store, fængende omkvæd, man skråler med på ude i bilen.

Til gengæld rammer han noget helt andet på den næsten otte minutter lange instrumentale afslutning, "Father", som er dedikeret til hans afdøde far. Malmsteen har selv citeret den klassiske violinist Niccolò Paganini for, at man må føle stærkt for at få andre til at føle stærkt. Her sænker han tempoet og lader melodierne fylde mere, så guitarspillet handler om andet end bare fart.

Har du for længst afskrevet hans stil som ren guitar-gymnastik, ændrer de 46 minutter højst sandsynligt ikke på det, men han spiller altså stadig bukserne af de fleste, og niveauet holder overraskende godt for en 63-årig veteran.

Skulle man være bare en smule glad for neoklassisk metal og gedigent guitarhåndværk, så er pladen absolut et lyt værd.

Vurdering: 3.5 ud af 5 lynhurtige skæg

Share