Vejlensisk rock der rykker – Anmeldelse af Kuko De Kobras album ”Liontamer”

2023-08-23

Album: Liontamer

Kunstner: Kuko De Kobra

Udgivelsesår: 2023

Kuko De Kobra lyder ikke særlig jysk, men det er trioen der spiller gedigen rock, der minder om 90´ernes D-A-D blandet med det gode fra hardrockens 80´ere.

Af Kasper Neergaard

Albummet "Liontamer" er bandets femte studiealbum, og et album der rocker på den helt rigtige måde. Åbningsnummeret "Shotgun Democracy" starter albummet med en tyngde der med det samme fanger lytteren. Nummeret besidder samtidig 90´ernes melodiske rock fortælling med det sarte og flotte omkvæd.

Albummet er spækket med god rock, der minder en om mange forskellige bands. Man fornemmer D-A-D´s album "Simpatico", samt Electric Guitars første album "Electric Guitars". Forsanger Jørgen Rasmussens vokal præstation er også unik, og kan på nogle af sangene godt minde om Marc Storace fra bandet Krokus. Især på nummeret "Riffhanger lll – The Song Of The Boat Man".

Albummets tyngde og tunge guitar-riffs giver også associationer til lyden af Megadeath og Judas Priest. Vi har her med et band og et album, der formår at blande alt det gode fra rockens enorme bagkatalog, og assimilere det ind i en ny og moderne fortolkning. 

"Liontamer" er et album der klart kan anbefales til enhver der elsker rock. Og så forlyder det, at der allerede er et nyt album undervejs. Glæd jer til det nye, det gør vi her på Soundscribe.dk, og mens vi venter nyder vi "Liontamer".