Uffe Lorenzen - Glemte Spor.

Af Kasper Aarøe

Uffe har på dette album valgt at udfordre sig selv, ved at fortolke en række sange af kunstnere der spænder over tidsperioden 1967-1999. Her har han opsat en opgave der kræver mere end bare musikalsk flair. Det er en opgave hvor, det kunsten skal have frit flow, og det kan ikke skabes eller øves, det opstår, hvis man forstår at foregribe sangene på den måde der vækker dem.

Uffe Lorenzen udfordrede og udleverede til dels også mig. Det skete da jeg anmeldte singlen fra albummet - Når Mørket falder. Her spottede Uffe med det samme, at AI havde været en hjælper. Jeg bekendte, og han fik vækket mit glemte spor i skrivningens kunst, som jeg havde overgivet til det kunstiges kunst. Når først man har glemt sig selv og sin stil, så har man betrådt de glemte spor.

Uffe er autentisk. Han kan ikke genskabes gennem det kunstiges øje. Det er også med hans egne øjne, genskabelsen af dette album er blevet til. Man fornemmer Uffe's væsen i alle numrene, han formår at etablere hans syrede elementer ind i de klassiske sange, hvor forholdsvis få akkorder er i spil. Det kommer eksempelvis til udtryk gennem Erik Grips nummer - Små Hjul. Hvor det hele svæver afsted, som var man i en rus, på vej ud af Jaguaren.

Hele albummet bærer præg af en livsfortælling, en fortælling om en tid og et liv der har udviklet sig, men stadig er det samme. Sangene omhandler de selv samme problematikker, som verden udfordres af i dag, men tiden er en anden, og fokus er individualiseret. Jeg tror Uffe forsøger at vække os med glemslens mange ansigter.