Tropicalia og Gal Costa

I denne uges Psychedelic Sunday smutter vi til 1960'ernes Brasilien og den vidunderlige genre Tropicalia.

Af Martin Jørgensen.

Tropicalia (eller Tropicalismo) var en kunstnerisk bevægelse som udover musik også beskæftigede sig med kunst, film og poesi. Blandt de store repræsentanter for den musikalske del af bevægelser var blandt andet Caetano Veloso, Gilberto Gil, Os Mutantes og Gal Costa. Et musikerkollektiv der skrev sange til hinanden og optrådte på hinandens albums. Ved at blande den nye lyd fra Nordamerika og Europa med traditionelle brasilianske elementer skabte Tropical-bevægelsen har nogle af de mest interessante psych-albums, ikke kun i sin tid, men som stadig holder i dag!

Mit første møde med Tropicalica kom igennem Gal Costas 1973 mesterværk India, et utroligt smukt og rørende album. India er ikke et psych-album, men til gengæld er det et godt udgangspunkt inden man tager rejsen mod de mere syrede af hendes albums fra slut-60'erne.

I 1969 udkom der to Gal Costa-albums, først Gal Costa (herfra GC)og senere på året Gal (Cinema Olympia), begge to fremragende plader som virkelig viser hvorfor Tropicalica og Gal Costa er så fantastiske. For at denne artikel ikke bliver for lang holder jeg mig til GC, men jeg vil samtidig stærkt anbefale Cinema Olympia, især hvis man er til garagerock-orienterede psychrock.

GC åbner med en masse lækker psykedelisk støj (med det mener jeg lyden af en echo, delay, reverb-fyldt guitartlyd) som glider over i det smukke Nao Identificado. Efter de få sekunders "støj" bliver man mødt af lyden af et lækkert strygerarrangement, en blid rytme og ikke mindst Gal Costas fænomenale, stærke og smukke vokal. Det psykedeliske forsvinder dog - heldigvis - ikke helt og vender tilbage flere gange under nummeret, som for at minde en om at man lytter til et unikt og smukt psykedelisk univers som kun findes på Tropicalia-albums. Albummet giver lige meget plads til det brasilianske som det syrede. Det er fyldt med vidunderlige kompositioner, som f.eks. på Nao Identificado, Que Pena (Ene Ja Nao Gosta Mais De Mim) og Baby. Samtidig er der også masser af rå guitar, up-tempo og mere rockorienterede sange som Namorinho De Portao, Se Voce Pensa og Divino Maravilhoso. Albummet viser virkelig den fantastiske musikalitet og forståelse for lækre arrangementer som Tropicalia-bevægelsen havde. 

For mig er Gal Costa (albummet) et mesterværk. Der er smukt, kreativt og eksperimenterende. Den unikke lyd som Tropicalia-tilbyder er et udtryk for hvor smukt det kan blive når man tør blande traditioner og kulturer.