The White Album på Dexter i Odense

På et udsolgt Dexter onsdag d. 4. juni, blev publikum forkælet med smuk melankolsk indie-pop-rock.

Den fynske trio The White Album er endelig aktuel med det nye album "Borders" efter en længere pause fra rampelyset. Denne aften startede de koncerten med albummets første nummer "SWITZERLAND". Et fortryllende smukt nummer, som bygger langsomt op med en ynde og melankoli, som giver mindelser om Kashmir og Radiohead. Hermed viste bandet straks, at de mestrer at levere både inderlighed og skrøbelighed igennem deres sange. Efterfølgende blødte bandet stemningen lidt op med sangen "Just For Us", som gav et friskt pust med sin lyd af country. 

Hele første afdeling af koncerten spillede bandet afdæmpet og leverede en meget intim oplevelse til publikum. Medlemmerne sang på skift og flerstemmigt, hvilket gav en god dynamik. Bandet havde den dygtige guitarist, Daniel Scheffmann, med til at lægge lydflader hen over numrene, hvilket udover elguitar blev fremført på en lap steel. Alt i alt gjorde det at lydbilledet var mættet og spændende at lytte til, da der skete noget nyt i hvert nummer. Det ville dog ikke have gjort noget, hvis bandet havde valgt at spille vildere numre, men på en måde gjorde den meget afdæmpede start, at man lyttede endnu mere til de alvorlige tekster om bl.a. skilsmisse.

Melankolien blev ekstra tydelig på nummeret "The OLED Sun", hvor Frederik Vedersø sang og spillede fingerspil på sin barytonguitar med en skrøbelighed, som gjorde det til en yderst mindeværdig oplevelse.

Man kunne tydeligt mærke at The White Album er et band, som hygger sig med at komme ud at spille. Det kom klart til udtryk i den muntre stemning mellem numrene, hvor bandet snakkede om alt fra brunsviger og at folk kunne se frem til en opløftende pause før anden afdeling af koncerten. Der var heller ingen tvivl om, at bandet følte sig på hjemmebane denne aften. 

Anden afdeling startede ud med nummeret "Another" efterfulgt af det fremragende pop-rock nummer "One By One". Dog stadig med fravær af trommerne. I det efterfølgende nummer "Malibu" fra det nye album, skete der pludselig ting og sager. Først startede Claus Arvad med at spille på en gammel Casio-synth, som bragte en interessant nyskabelse i lyden, og umiddelbart efter kom forløsningen, da Jakob Eilsø spillede igennem på trommerne.

Selvom de i flere numre spillede på tre guitarer og en bas, savnede man på ingen måde andre instrumenter. Alligevel var det dejligt at mærke at trommerne blev brugt mere flittigt i anden afdeling, da det skabte en større afveksling og energi.

The White Album leverede et sublimt musikalsk samspil og en sans for at give hinanden plads. Tak for en lækker og velserveret musikalsk brunsviger.