The Next Movement – Love

18-09-2026

Hvor meget lyd kan tre mennesker egentlig skabe?

Af Kasper Aarøe

Den schweiziske trio står inden længe klar med et spritnyt album med titlen Karma Dojo. Men inden albummet ser dagens lys, får vi en smagsprøve på, hvad bandet har at byde på, i form af singleudspillet "Love".

Det er ingen hemmelighed, at bandet gennem mange år har gjort deres enormt tætte sammenspil til både deres musikalske våben og identitet. Stilen er klassisk funk blandet med en moderne lyd og produktion.


"Love" leverer netop dette: moderne og tight funk.

Det, der især er værd at lægge mærke til, er måden, hvorpå bas og trommer fanger øret og fastholder lytterens opmærksomhed. Funk kan hurtigt blive meget teknisk, især når bas og trommer får lov til at fylde, men her formår bandet at bevare groovet og energien uden, at det bliver hverken overgjort eller kedeligt.

Man fornemmer samtidig tydeligt, hvordan inspirationen fra Prince skinner igennem. Det bliver dog aldrig en kopi, men kommer snarere til udtryk gennem bandets passion og kærlighed til de store funklegender fra 70'erne og 80'erne.

Guitaren har samtidig en rå og lettere Hendrix-agtig tone, som bryder lydbilledet på en virkelig fed måde. Undervejs bliver der leveret masser af lækre licks, så stor ros til Sam på guitaren.

Det mest imponerende er dog stadig trioens vanvittigt tætte sammenspil. De formår at skabe en dybde i musikken, som får tre mennesker til at lyde som et væsentligt større band.

Der er ikke meget dårligt at berette om "Love".

Det store spørgsmål er derfor ikke, om The Next Movement har et fedt groove – for det har de uden tvivl. Spørgsmålet er snarere, hvor langt de tør flytte funken, og hvor meget de tør udfordre deres eget udtryk.

Det bliver spændende at finde ud af, når Karma Dojo udkommer.

Singlen "Love" får fortjent 4 ud af 5 funky skæg.

Share