The Next Movement – Karma Dojo
Tre mennesker, ét groove
Af Kasper Aarøe
Da vi tidligere anmeldte singlen "Love", stillede vi spørgsmålet: Hvor meget lyd kan tre mennesker egentlig skabe? Efter at have hørt Karma Dojo er svaret ret simpelt. Rigtig meget.
The Next Movement fortsætter med det, der efterhånden er blevet deres helt store styrke: vanvittigt tæt sammenspil, masser af groove og en blanding af funk, soul, R&B og moderne produktion.
På albummet får bas, trommer og guitar hele tiden lov til at arbejde sammen uden at kæmpe om pladsen. Det er især bassen og trommerne, der driver musikken frem, mens guitaren ligger og bryder lydbilledet med små licks og mere rå passager. Albummet byder samtidig på masser af variation.
"Love" viser bandets moderne og tight funk, mens numre som "Tear The Roof Off" og "More Cowbell" har langt mere energi og humor. "Mojo" og "Time" åbner lydbilledet yderligere med blæsere og mere soul- og jazzprægede elementer. Det imponerende er dog stadig, hvor stort trioen formår at lyde.
Selvom produktionen er moderne og velpoleret, føles musikken aldrig klinisk. Man kan stadig høre tre musikere, der spiller sammen, og det er netop sammenspillet, der er albummets største styrke. Der er masser af teknik undervejs, men det bliver aldrig teknik bare for teknikkens skyld. Groovet kommer altid først.
Hvis man ikke er til funk og gentagelser, bliver Karma Dojo nok ikke albummet, der ændrer ens mening. Men er man til tight sammenspil, fede grooves og musik, der hele tiden inviterer kroppen med, så rammer The Next Movement rigtig godt.
Karma Dojo viser et band, der kender deres egen lyd, men stadig tør lege med den.
Tre mennesker burde ikke kunne skabe så meget lyd.

Men det kan The Next Movement.
Karma Dojo får 4,5 funky skæg ud af 5.
