The Amity Affliction - Lille VEGA

Orthodox - Tungt ondskab med kaos i pitten.

Af Morten Husted. 

Introen passede på mange måder med deres merch; en velklædt pæn mand i jakkesæt som holder et gevær. Musikken gav lidt den stemning som der er når man hører "I dont want to set the world on fire" af The Ink Spots - glansbillede der nærmest kører mod det psykotiske (I hvert fald i dette tilfælde) - det blev afbrudt af tung hardcore metal.

Bandet lagde ikke skjul på, hvad de gerne ville have gang i. De ville have så mange som muligt i pitten, men det var de færreste der er friske på en omgang karate pit som tit er kutymen til hardcore. De få der var i pitten gav den til gengæld maks gas og svingede løs med alle lemmer som galt det deres liv. Flere gange lagde frontmanden op til dans og energien blev holdt på 110% uanset hvor vildt publikum var, og det var smittende på mange måder.

På et tidspunkt blev der lagt op til, at publikum skulle nå 20 stagedives inden sangen var slut. Folk var dog ikke helt klar på opgaven, da der i forvejen havde været en del stagedives og ikke alle var lykkedes lige godt. Derfor endte et par stykker desværre en tur på gulvet undervejs. Disse blev dog hurtigt løftet op igen og så blev der ellers moshet videre. 

Stagepresence var helt i top og lyden samt lyset sad lige, hvor den skulle til den meget aggressive tunge hardcore metal. Musikken er for mange for aggressivt eller hårdt, men der er ingen tvivl om at man kan mærke det i mellemgulvet og det føles bare fedt at opleve live. 

Varials - Tungt og gritty med en lettere banket pit.

Varials fortsatte med lige så tung hardcore metal, hvor vokalen havde en rå og beskidt kant. Musikken sad godt, og publikum var stadig med, selvom energien naturligt var faldet en lille smule efter den vanvittige start. Der gik dog ikke lang tid før karate pitten var godt i gang igen, og det var først mod slutningen at de begyndte at miste energien igen. 

Det var på mange måder en god måde at få de vildeste publikummer til at få brugt deres energi til at starte med, så de andre publikummer kunne tage over til de resterende bands. Bandet forsøgte flere gange at holde samme intensitet som Orthodox, men her kunne man lidt mærke, at publikum allerede havde brugt en stor del af deres energi på karatepit og stagedives. 

Det virkede derfor enkelte gange lidt som om, bandet forsøgte at presse mere energi ud af rummet, end der lige var tilbage. Musikalsk var Varials tunge og fede, men koncerten havde en smule mindre dynamik end Orthodox. Stemningen forblev dog god, og der var stadig masser af bevægelse foran scenen.

Silent Planet - Dynamisk koncert med godt nærvær. 

Silent Planet leverede en virkelig fed koncert med stærk lyd, masser af dynamik og en frontmand, der tydeligt nød at stå på scenen. Musikken fungerede fantastisk live, og både lys og lyd var gennemført og spillede godt sammen med de forskellige stemninger i sangene.

Jeg oplevede Silent Planet tidligere på året i Polen hvor frontmanden blev ramt af en drone som satte sig fast i hans hår. Den dag havde han lige snakket om at overvågning er blevet for meget men at vi nok skulle få kæmpet imod. Det var tragikomisk og jeg var spændt på at se om det var noget han ville sætte mere fokus på til denne koncert, men fokus lå på at være nærværende. Frontmanden havde samtidig et stort overskud mellem sangene og leverede flere gode speaks, der gjorde koncerten personlig - blandt andet snakkede han om at næste sang blev skrevet da han blev reddet af hans andre bandmedlemmer mens han var på et mental hospital. - Der blev også sat fokus på krig, hvor budskabet var klart: de er imod krig og had. Det blev leveret som en naturlig del af koncertens mere personlige øjeblikke.

Resten af bandet stod også skarpt, og deres supportvokal sad lige i skabet. Der var god variation i musikken, som ramte flere forskellige genre uden at gøre det akavet, hvilket gjorde koncerten dynamisk og spændene at følge.

Publikum blev inddraget flere gange, blandt andet da frontmanden gik helt ud over scenekanten og lod publikum synge med, og det var tydeligt at se at glæden var stor blandt bandet.

Pitten var gået væk fra karate pit og blevet til helt almindelig hyggelig moshpit, der kun blev afbrudt en enkelt gang, da frontmanden crowdsurfede sig en tur gennem salen.

Noget af det mest imponerende kom efter koncerten. Frontmanden gik ned blandt publikum og blev der indtil næste band skulle på - her krammede og snakkede han med folk. Han virkede oprigtigt glad for at møde publikum, og det var tydeligt, at kontakten gav ham mindst lige så meget, som den gav publikum. 

The Amity Affliction - Et glædeligt gensyn i lille Vega.

Sidste gang jeg så The Amity Affliction skulle de have varmet op for Parkway Drive, men da det blev aflyst stablede de en mindre koncert op i lille Vega i stedet. Dengang kendte jeg dem ikke men jeg blev blæst omkuld af musikken, energien på scenen og af stemningen blandt publikum. Jeg var ikke et sekund i tvivl - dem måtte jeg se igen.

Det var derfor fedt at se at de kom retur, og så endda i lille Vega igen. Musikalsk var der ikke noget at sætte en finger på. Lyden var lige så god som sidst, og dynamikken mellem de melodiske passager og de tunge breakdowns fungerede fantastisk. Overgangene føltes naturlige, og det hele spillede godt sammen. Selvom forsangeren sagde han var lidt forkølet, var det ikke noget, man rigtig mærkede på hans vokal.

Man kunne både se og mærke, at publikum også var ekstatiske denne gang, for der blev hoppet rundt, sunget med, stagedivet og crowdsurfet. Ligesom hos de tre tidligere bands var musikerne gode til at hjælpe de crowdsurfende publikummer op på scenen, så de kunne springe tilbage ud i menneskemængden. Det skabte en fed kontakt mellem band og publikum, hvor scenen nærmest blev en del af festen.

Alt i alt var det et glædeligt gensyn med The Amity Affliction. Jeg nød både musikken og oplevelsen, og jeg ville bestemt ikke klage over at få muligheden igen.