Slomosa fik taget til at lette på Loppen

Så er natten faldet på og scenelyset på Loppen er stadig varmt – Der er få steder i København, hvor stemningen kan koge som på Loppen, når et band rammer det helt rigtige niveau af energi og kompromisløshed. tirsdag aften var et af de øjeblikke – da norske Slomosa bragede igennem et propfyldt spillested og fik taget til at lette i ren stoner-eufori.

Bandets egen betegnelse for deres lyd – tundra rock – gav pludselig mening i praksis. Der var noget iskoldt og uforgængeligt i de monotone riffs, men samtidig varmt og pulserende i rytmesektionen. En hypnotisk dualitet, som fik publikum til at svinge i takt – halvt i trance, halvt i ekstase.

Slomosa leverede ikke bare højt og tungt; de leverede med nærvær. Berdeous vokal havde den der perfekte balance mellem rå kraft og melankolsk klang, der gav sangene dybde. Bag ham stod resten af bandet urokkeligt som en sonisk klippevæg – trommer og bas lå som et tordnende fundament, mens guitaren flød frit ovenpå.

Midt i sættet kom aftenens højdepunkt: et langt instrumentalt forløb, hvor bandet lod musikken vokse som en storm. Det startede næsten stille – et groove, et mønster – og eksploderede så i et fælles brøl fra både scene og publikum. Det var dér, taget løftede sig.

Loppens intime rammer er både velsignelse og udfordring. Slomosa brugte pladsen optimalt: lyden var massiv, men stadig præcis nok til at nuancerne stod frem. Enkelte steder druknede detaljerne lidt i bassen, men det var aldrig nok til at ødelægge helheden. Tværtimod gjorde den fysiske lydoplevelse koncerten endnu mere intens – man mærkede musikken lige så meget, som man hørte den.

Slomosa beviste på Loppen, at de ikke bare rider på den nordiske stonerbølge – de fører den. De har et udtryk, der både er støvet og stramt, tungt men melodisk, og live fungerer det forrygende.