Kan Sleep stadig være Sleep uden Matt Pike?

Af Kasper Aarøe

Mange Sleep-fans har på forhånd boykottet Hempispheres grundet Matt Pikes fravær. Det er en skam, men måske heller ikke helt uden grund, for Matt Pike har i mange år været synonym med Sleep. Gennem sin tid i bandet har Pike skabt nogle af de mest ikoniske og i dag historiske doom-metal-riffs. Derfor har mange fans svært ved at forholde sig til et nyt Sleep-album, hvor Al Cisneros nu er det eneste oprindelige medlem.

Det er da også helt tydeligt, at denne udgivelse er præget af Al Cisneros. Man fornemmer tydeligt, hvordan hans spillestil og måden, numrene er bygget op på, gennemsyrer albummet. Det gælder både tematikken, titlerne på numrene og musikkens generelle fremtoning.

Hempispheres er uden tvivl en videreførelse af The Sciences, som Sleep udgav i 2018. Musikalsk minder det dog på flere punkter mere om en udgivelse fra Al Cisneros' andet band, OM.

Bassen er bærende på samtlige numre og fungerer nærmest som albummets egentlige hovedinstrument. Tidligere fyldte Matt Pike enormt meget i Sleeps lydbillede, men her indtager den nye mand, Bubba Dupree, en helt anden rolle. Han fylder langt mindre og spiller mere beskedne guitarpassager uden konstant at søge centrum.

Man kan næsten sige, at Matt Pike var centrum, mens Dupree i stedet spiller omkring centrum.

Ser man isoleret på de fem numre, kan de i grove træk beskrives således:

"Have Spacesuits Will Traven" – introducerer os til den nye Sleep-lyd.

"The Morrisist" – her træder Cisneros' OM-lyd helt tydeligt frem.

"Hempispheres" – det tætteste, vi kommer på det gamle Sleep. Her forsøger bandet nærmest at skabe en forbindelse mellem det gamle og det nye.

"Arrival of the Industry Ships" – her får den nye trio for alvor lov til at lege lidt, og nummeret er samtidig et af albummets længere indslag.

"Whole Wheat Mountain/Well Baked" – her fornemmer man tydelige spor af Sabbath, samtidig med at musikken bliver en kende mere psykedelisk.

Koger man det hele sammen, bevæger albummet sig altså fra det nye Sleep over i OM-territorium, videre tilbage mod det gamle Sleep og ender til sidst et sted mellem Sabbath og det mere psykedeliske.

Det føles næsten som en rumrejse, og konklusionen må være, at med Matt Pike var guitarriffet selve rejsen. På Hempispheres er det groovet, der fører os afsted.

Det nye Sleep-album er noget andet end det, vi tidligere har kendt fra bandet, og sådan skal man også gå til det. Dermed ikke sagt, at det ikke holder – for det gør det.

Hempispheres er et super fedt album, der tør bevæge Sleep i en ny retning uden fuldstændig at give slip på fortiden.

Det får uden tøven 4 store overskæg ud af 5.