Siri Neel – Drawn Like a Magnet
Album: Drawn Like a Magnet
Kunstner: Siri Neel
Udgivelsesår: 2024
Ethvert kunstværk er en rejse. En rejse består af stadier, historier, der tilsammen skaber en fuldkommenhed i visdommens tegn. Med Siris nye album – Drawn Like a Magnet – begynder rejsen dog ikke der, hvor de fleste ville gætte.
På samme vis som Fugl Fønix, ser vi Siri Neel fødes som vordende kunstner, med løfter og forventninger om alverdens lykke. Verdensberømte producere hylder hendes stemme. Alt sammen blot for abrupt at se det hele bliver revet bort, da drømmen dræbes med stemmens død. Med al tydelighed en oplevelse, der kan forklare de melankolske toner, i hendes musikalske skaberevne. Om end stilistisk unik, med annotationer af Kate Bush og ligheder med Aurora, må endeligheden sandes. Et stadie er overstået, hvorfor nye kræfter må findes – en kamp, der findes udtrykt i Oxygen.
En kamp, der blev båret af en benådet stemme, men måtte erstattes af et mål. En indre kraft – noget der kunne drive kunstneren, ganske som var det en magnet – Drawn Like a Magnet. En hyldest til den indre drivkraft, til den indre skaber, der søger sit mål i verden. Ad disse ukendte veje går de færreste skadefri - om hvilket Wrong Side også beretter – men den formidable stemme fører os sikkert videre igennem rejsens stadier.
Trods den turbulente emotionelle rejse igennem I'm a Maze, kan vi med I Bet You Know mærke en kærlighedens styrke befri den anden. Måske en parafrase for den frihedens nødvendighed, som netop en skabende kunstner må have. En italesættelse af friheden, som også anerkendes i kærligheden til den anden, i nummeret Still Love You.
Med friheden og det melankolske toneleje, finder vi en afslutning med I Cry. Kunstnerens tårer og regnens dråber skaber en metamorfose, som indebærer en renselse af sjælen – en afslutning af et album, der samtidigt er fødslen af Siri Neel.
Med albummet Drawn Like a Magnet har Siri Neel uden tvivl skabt sig selv igen. Om end numrene varierer i brug af musikalske instrumenter, så er der ingen tvivl om at det er Siris stemme, der bærer hovedparten. Et album, der markerer det øjeblik, hvor Siris stemme igen kan blafre med vingerne og skabe nye verdner med musikkens magi.