Queen Machine - Boxen

13-11-2026

Queen Machine leverede en magtdemonstration oven på en drøj DJ-opvarmning

Fredag aften var Boxen klar til en tur tilbage til 1986. På papiret gav idéen med opvarmningen egentlig god mening. Da Queen spillede deres Wembley-koncert, var det rockbandet Status Quo, der varmede op. Jørgen de Mylius åbnede derfor sit DJ-sæt med "Whatever You Want" og lukkede det igen med "Down Down" - præcis de numre, Status Quo åbnede og lukkede med på Wembley dengang.

Af Franck Sidenius

Men alt det indimellem endte desværre som en ærgerlig oplevelse. Jørgen de Mylius er jo et omvandrende musikleksikon, og med al den viden han har, kunne han med garanti have fortalt fantastiske, relevante historier mellem numrene. Problemet var bare lyden. Hans anekdoter druknede i lyden, og det lød mest af alt som om, han stod og mumlede nede bag pulten i sin guldjakke. Numrene fejlede ikke noget, men når sange som "Life is Life" konstant bliver afbrudt af snak, man ikke rigtig kan afkode, og en konstant skruen op og ned for volumen, dør energien bare lynhurtigt. Nede i salen stod folk omkring mig og lignede nogle, der bare ventede på, at han skulle gå af, mens der blev tjekket i telefoner og snakket højlydt. Lidt liv kom der trods alt i kludene under "Sweet Caroline", og da han satte "Summer of '69" og Volbeats "For Evigt" på. Men det var utrolig synd, at teknikken og lyden spændte ben for en mand, der ellers burde have meget mere at byde på.


Tæppet faldt til tonerne af "One Vision", og lugten af krudt spredte sig i salen. Jeg ville personligt aldrig tage ind at se Queen Machine med forventningen om en fejlfri klon af Freddie Mercury og kompagni. De er et tribute-band, der er sat i verden for at hylde musikken og skabe en fest. De forsøger ikke at kopiere alt ned til mindste detalje, og netop det gør oplevelsen overbevisende. De lever sig 100 procent ind i det. Garderobevalget var ramt helt rent hele aftenen, fra den gule militærjakke og Magic-tanktoppen til kappen og kongekåben med den tilhørende krone. Bjarke Baisners måde at æde hele scenen på vækkede i den grad minder om Freddie i sin storhedstid.

Lyden blev heldigvis en helt anden, da Queen Machine gik på scenen. Her var der styr på både lyd og energi. Under "A Kind of Magic" leverede Baisner vokallegen "Ay-Oh" i tæt samspil med publikum, inden "Under Pressure" flød direkte over i "Another One Bites the Dust", og der kom for alvor liv på gulvet, hvor folk hoppede op og ned i takt til musikken og der blev varmt.

Hvor varmt der faktisk var nede på gulvet foran scenen, blev pludselig meget tydeligt. Musikken måtte simpelthen stoppes ad flere omgange, fordi folk faldt om eller fik det skidt i mængden. Et stop ramte lige efter "I Want to Break Free". Et andet kom midt i 50'er-afdelingen lige efter et akustisk fællessangs-øjeblik på "Love of My Life". Lidt senere trængte adskillige publikummer til hjælp på én gang midt i den tunge "Hammer to Fall".

Queen Machine var heldigvis hurtige til at reagere, hver gang der var problemer. Musikken blev stoppet på et splitsekund og helt i takt. Baisner satte sig roligt på scenekanten, snakkede med salen og mindede folk om at drikke vand. De ventede simpelthen med at spille videre, indtil hjælpen var fremme, og der var styr på situationen. Da der endelig var grønt lys, startede de sangen op igen fra det ene sekund til det andet, og så fortsatte koncerten bare.

Et par gange undervejs bed jeg mærke i, at Bjarke valgte at gå lidt ned i toneleje i stedet for at presse stemmen op i det røde felt, man ofte forbinder med Freddie Mercury. Om det var en øm hals eller bare et bevidst valg er svært at sige, men da jeg dagen derpå lyttede til Wembley-koncerten, lagde jeg mærke til, at Freddie gjorde det samme til koncerten i 86 ved flere lejligheder.


Selvom aftenen i store træk fulgte Wembley-koncerten fra 1986, udnyttede de til sidst friheden som hyldestband til at trække et par andre sange frem. Vi fik den tunge "I Want It All", fællessang på "Somebody to Love", og fuld gas på "Don't Stop Me Now", inden det ordinære sæt lukkede med "The Show Must Go On".

Salen klappede og trampede så højt, at de naturligvis måtte ind igen til "Radio Ga Ga", der udløste det berømte klappehav, efterfulgt af "We Will Rock You" og "Friends Will Be Friends". Som punktum fik vi "We Are the Champions" under et regnvejr af konfetti og guldgnister.

Og så fik vi ellers den perfekte lille historiske sløjfe til allersidst. Da de originale Queen-medlemmer stod på Wembley, sendte de folk hjem til tonerne af "God Save the Queen". I Herning blev vi sendt ud i natten til en elektrisk guitarversion af "Der er et yndigt land".

Jørgen de Mylius fik desværre aldrig rigtig lydproblemerne under kontrol, men heldigvis var det en helt anden oplevelse, da Queen Machine indtog scenen. De leverede en koncert, der fik Boxen til at koge.

Vurdering: 4,5 ud af 5 store overskæg

Share