Psychedelic Sunday: The Psych Side of Bandcamp

2024-03-10

Det er søndag og tid til endnu en gang Psychedelic Sunday, og denne uge kommer til at handle om noget lidt anderledes, nemlig om musikplatformen https://bandcamp.com

Af Martin Jørgensen

Bandcamp er en musikplatform hvor man køber vinyler, t-shirts, cd'er osv. direkte fra bandet eller pladeselskabet. Bandcamp tager ca. 18 procent af et salg, på nær Bandcamp Friday, som er den første fredag i hver måned, hvor alt salg går direkte til bandet. Det er en perfekt mulighed for at støtte mindre bands og i en tid hvor de fleste bruger streamingsplatforme til at lytte til musik har mindre bands mere og mere brug for den økonomiske støtte.

Som med andre musikplatforme giver Bandcamp muligheden for bands at nå et internationalt publikum og skabe sig en fanbase verden over. Det er især godt for mindre bands som ellers ikke ville have penge til at tage på tour på andre kontinenter. Økonomisk støtte igennem Bandcamp kan være med til at bidrage til en udenlands-tour. 

En anden fantastisk ting ved Bandcamp er 'Name Your Price' (herfra NYP). NYP giver bands og pladeselskaber muligheden for at tilbyde gratis download af musikken eller for et minimumsbeløb (f.eks. en dollar, fem kroner, en euro osv.) for at kunne streame musikken i Bandcamp-appen. Jeg har flere gange benytte mig af dette tilbud og det er en fantastiske måde at opdage ny musik på. Det er også fantastisk for dem som ikke har et stort økonomisk overskud, alle får derfor glæde af nogle fantastiske udgivelser ved at støtte med så meget man kan. Musik er for alle og personligt synes jeg det er fantastisk at give alle muligheden for at støtte uanset økonomi. 

Der er nogle fremragende psych-udgivelser fra de sidste par år som har været eller stadig er NYP. Herunder kommer en liste af udgivelser som stadig er NYP og som er stærkt anbefalesværdige:

• Stoner-Psych-Doom-opsamlinger fra Weedian (2019 - ....) https://weedian420.bandcamp.com

• Heavy Psych fra mexicanske The Fire Mystical – The Fire Mystical (2023) https://thefiremystical.bandcamp.com/album/the-fire-mystical

• Psych-Doom fra danske Center of the Earth – Mars (2023) https://centeroftheearth.bandcamp.com/album/mars

• Hendrix-inspireret Psych fra canadiske Hazehound – Macrodose (2024) https://hazehound.bandcamp.com/album/macrodose

Bandcamp har haft stor betydning for min musikalske dannelse og har givet mig adgang til flere Psych-bands end jeg ellers ville have hørt. For mig er det vigtigt at støtte musikere, både så de kan producere mere musik, for at få muligheden for at se dem live og ikke mindst, fordi musikere fortjener at blive betalt for det de laver. Bandcamp er en god måde at støtte direkte på, og med NYP giver det de alle mulighed for at nyde musikken og støtte med hvad man kan!