Hvis tålmodighed er en dyd, så lønner det sig at høre dette album helt til ende. 

Er du en af dem, der vægter kvalitet over kvantitet, og ikke "bare" gider høre et helt album spækket med numre, hvor det er fire minutter med det samme riff? Så burde du give dette nye – og tredje – album fra Offernat et lyt. 

Offernat er en københavnsk duo, der ifølge dem selv betegner musikken som progressiv blackened doom metal. Det er en bearbejdelse af personlige traumer, sorg og eksistentialisme, hvor det at lave musik giver dem personlig ro og holder dem motiverede i en kaotisk og ofte ond verden. Offernats håb og ønske er, at lytteren kan finde en smule håb i musikken og måske være med til at samles om den – både i gode og svære tider.

Lad os så forsøge at trække lidt af alle de her genrer fra hinanden og se på, hvordan de er at finde i musikken.

 Progressiv blackened doom, hvor der oveni er puttet elementer fra sludge, post-metal, heavy metal, ambient og keys. Det er tunge, langsomme passager, men også hurtige tempi og tunge grooves. Lad os betegne det som en musikalsk legeplads, hvor der bliver eksperimenteret.

Det kan gå grueligt galt, hvis der ikke er en gennemgående rød tråd.

Og det er der!

Der er både velplacerede growls og høje skrig, hypnotiske lydflader, der tvinger lytteren ud på en musikalsk rejse, og bedst som man tror, at musikken stille og roligt arbejder sig ind under huden, slår den over i et helt anderledes tempo.

Der er ikke rigtig noget "baggrundsmusik" her. Lytterens tålmodighed bliver sat på prøve, men til gengæld bliver man også belønnet, hvis man giver musikken den tid, den kræver.

Progressiv blackened doom er en pudsig størrelse. Doom-metallen byder ind med den tunge, langsomme og dystre del med massive guitarriffs, lange passager og følelsen af tyngde eller

håbløshed. Black metallen giver så den mørke, rå og aggressive del med skingre guitarer, blastbeats, tremolo-riffs og en ofte skrigende vokal.

Og hvor kommer det progressive så ind?

Jo, det gør det dér, hvor musikken ikke følger en klassisk black/doom-opskrift, men udvikler sig, skifter retning og leger mere med struktur og stemning. Det høres i de lange kompositioner, hvor det ikke "bare" er opbygget af vers, riff og omkvæd.

Der er mange temposkift – frem og tilbage. Uventede riffs og taktarter. Musikken er bygget op i flere lag, og Offernat bruger blandt andet keys til at understøtte de forskellige lydlandskaber.

De "leger" med musikken, og jævnfør deres egne ord om at finde ro i musikken, er det befriende med et band, der spiller lige dét, de har lyst til, uden hensyntagen til at skulle puttes i en bestemt kasse.

Kreativitet fås i mange former, og det at turde formidle uden at lægge bånd på sig selv giver en fantastisk form for autenticitet, og efterlader lytteren i refleksion.

Og måske er det netop dét, der gør, at alle de forskellige elementer hænger sammen. For selvom der bliver leget med genrer, tempi, strukturer og stemninger, føles det aldrig som om, Offernat bare smider alt muligt ind for at vise, hvor meget de kan.

Det føles gennemtænkt.

Så alt i alt en plade, der er musikalsk uforudsigelig. En plade, der udfordrer lytteren, og en personlig rejse, som jeg for mit vedkommende bestemt ikke er færdig med endnu.

Jeg giver denne udgivelse 5 ud af 5 skæg, da den er helt igennem gennemført.