Odense Metalfest 2026 – Metalbyen er langt fra død!
Odense. H.C. Andersens fødeby. Eventyrenes by. Kært barn har mange navne. Det er dét, Odense er kendt for på overfladen.
Odense er en sjov størrelse. Det skal ikke forstås negativt, men lad mig forklare.
I fordums tid var Odense kendt som den helt store metalby. Byen, hvor rigtig mange af de store og anerkendte grupper lagde vejen forbi, og hvortil folk rejste fra nær og fjern for at høre musikken og dyrke
deres passion for metal.
Omkring slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne gik metalscenen stort set i dvale. Vi
metalentusiaster skulle spejde langt for overhovedet at finde noget, der mindede om metalarrangementer
inden for miles omkreds. Lukningen af vitale spillesteder og en vis isolation fra de større scener i Aarhus og
København gik ud over metalmiljøet i landets tredjestørste by, som dermed ramte bunden. Der opstod et tomrum, og samtidig valgte mange lokale bands af forskellige årsager at trække stikket eller holde pause.
MEN tag ikke fejl! Undergrundsscenen på Fyn, især i Odense, har altid været der, og den er stærk. Den har
blot manglet en scene at udfolde sig på.
Mens det for publikum kunne se dødt ud, arbejdede ildsjælene videre. Der opstod flere scener, Kansas City
åbnede, og nye muligheder kom til. Men arbejdet med at få Odense tilbage på det metalliske landkort er langt fra slut.
Odense Metalfest blev søsat netop med det formål at bringe byen tilbage på det metalliske landkort. Festivalen er blevet et fast, årligt samlingspunkt for ekstremmetal, og manden bag er Jakob Schultz!
Et koryfæ inden for metalmiljøet og en af de musikere, der kender scenen særdeles indgående. Han har selv stået på scenen i næsten en menneskealder og ved, hvad der rører sig.
For femte gang blev OMF skudt i gang i denne weekend i 2026. Og hvilken weekend!
Vil man forstå DNA'et i OMF, skal man vide, at der foregår mindst lige så meget uden for scenerne som foran dem. Udenfor summer det af liv, og her er der mulighed for at strække benene, få en tår at drikke og en bid mad. Her møder man med garanti nogen, man kender, eller falder i snak med en tilfældig person. Det er
noget af det, vi kan på Fyn: Vi er imødekommende og inkluderende, og fællesskabet er fantastisk.
Der var booket et varieret program med noget for enhver smag. Her var både helt nye bands og gamle, veletablerede grupper. Der var gæster fra ind- og udland, fra alle landets egne og bands fra de fleste af metalmusikkens afarter.
Det var en sand fornøjelse!
En væsentlig ting, jeg bed mærke i, var ungdommen! I ved, den generation, som medierne så ofte fremstiller som besværlig, skærmafhængig og fuld af diagnoser.
Der må jeg melde pas. Som gammel havenisse, der har taget mine ture udi headbanging, circle pits og sanseløst druk, kan jeg kun spørge: Hvor er disse tilsyneladende utilpassede unge henne? I løbet af de fem år, festivalen har eksisteret, har jeg bemærket, at den unge generation bliver mere og mere tilstedeværende. Og hvor er det fantastisk! Der var kæmpe smil på læberne og et ukueligt drive, der fik os gamle til at stå forpustede tilbage.
Det kan godt være, at vi gamle har minderne og erfaringerne fra fordums tid, men hvor er det befriende at se, hvordan de unge skaber en ny generation af metalheads – især i skøn symbiose med det aldrende
segment.
Årets OMF bød på Pertinax, Hometown Crew, Payback, Hemispherectomy, Destiny, Industrial Puke, Nightrage, Thorium, Cabal, Illdisposed, Mesarite, Blossom Decay, Empire Drowns, Wrecked Culture, Speedslut, Tortharry, Hatesphere, Celestial Scourge, Grand Cadaver og Benighted. I denne artikel vælger jeg at sætte fokus på nogle af de danske optrædener.
Pertinax – de lokale helte åbner ballet
Lad os starte med de lokale helte fra Fyn, nemlig Pertinax.

Foto: Mitt Brønsholt// @Noctivagadk
De gæve fynboer blander death metal med deathcore og havde fuldstændig styr på deres show. De tunge guitarer, den brutale vokal, de hurtige trommer og de dybe, rytmiske breakdowns forplantede sig nærmest undertegnedes fjæs som et hastigt knytnæveslag.
Det første band på plakaten fungerer ofte som publikumsopvarmer og sørger for, at de sidst ankomne
koncertgængere finder vej ind i salen. Det var dog ikke tilfældet her. Publikum stod klar som spændte flitsbuer og ventede blot på, at musikken kunne begynde.
Pertinax formåede at få publikums puls helt op. Med tunge og solide breakdowns cementerede de, at selvom de ikke har spillet sammen i mange år, har de brugt tiden på at øve som vanvittige og forfine musikken.
De spillede tight og leverede en voldsom energi, som hurtigt blev kanaliseret videre til publikum. Det satte gang i moshpit, wall of death og alt det, der hører til en velspillet metalkoncert.
En yderst velspillet og kompetent åbning! Og lad mig sige det med det samme: Disse gutter har potentiale til
meget, meget mere. Pertinax er et band i rivende udvikling. De er ambitiøse, spændende og intense, og man mærker tydeligt spilleglæden. De formår ganske enkelt at levere varen live.
Kender du ikke Pertinax, eller vil du genopfriske en snas af weekendens festival, kan det anbefales at gå ind
på din foretrukne streamingtjeneste og give nummeret »Echoes« et lyt.
Hemispherectomy – scenevante herrer med styr på publikum
Senere samme dag stod Hemispherectomy klar på den lille scene.

Foto: Mitt Brønsholt// @Noctivagadk
Bandet, der har rødder i både death metal og hardcore, blander det hele i en stor gryde og serverer en omgang lækre, tunge og groovy guitarriffs med masser af tyngde. Dertil kommer en aggressiv vokal med dybe growls og en rå lyd.
Når man har en person som Andreas Truelsen i front, ved man, hvad det betyder. Der er garanti for et hæsblæsende show, hvor sveden driver ned ad væggene, og hvor publikum interagerer i en sådan grad, at det kan være svært at komme ned i gear igen. Det handler om energi, aggression og rytmer, der nærmest tvinger én til at bevæge sig.
Musikkens tempo indbød til et utal af stagedives, og folk nød muligheden for at slippe hæmningerne og lade sig bære hen over et hav af udstrakte hænder.
Selvom bandet ikke har jordens længste sceneshow, fik publikum VIRKELIG én på opleveren. Men hvem siger også, at et sceneshow skal være langt for at være godt? Hellere kvalitet end kvantitet. De korte, intensive numre er som skabt til at fungere live.
Hårdt, brutalt, nærværende og helt igennem gennemført.
Cabal – brutalitet med fuld kontrol
Dagens sidste band på anmelderblokken var Cabal.
Brutaliteten og energien fra scenen forplantede sig hurtigt til publikum, hvor en stor del af det ældre segment – undertegnede inklusive – måtte trække en anelse væk fra scenen og overlade pladsen til de unge og mere agile mennesker.
Og sådan skal det også være! Kan man ikke klare mosten, må man give plads til dem, der kan og vil.Folk var kommet for at holde en fest, og det fik de. Der var fuld knald på fra start til slut, og publikum var med. Andreas Bjulver og resten af det yderst velspillende band gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at sætte gang i pits og wall of death, som om de aldrig havde beskæftiget sig med andet.
Det var showmanship på højt plan. Cabal formår at koble den tunge, dystre og rytmebaserede musik sammen på en måde, der får det hele til at se legende let ud.
De tunge, dybe guitarer, de brutale breakdowns og trommerne, der rammer hårdt og intensivt, skaber en massiv lyd.
Hatten af for Cabal, der formår at kanalisere energien fra scenen helt ned til bageste række og få koncerten til at fremstå som et kontrolleret kaos.
Speedslut – et nostalgisk spark bagi
Dag to på min anmelderblok starter hos Speedslut.
Med en fandenivoldsk attitude og en hastighed, der sætter den hurtigste Formel 1-racer til vægs, gav de publikum en koncert, jeg næppe tror går i glemmebogen.
Det var speed metal, fremført knivskarpt og med indlevelse. Det var tydeligt, at vi fra det ældre segment
kunne nikke genkendende til hele konceptet Speedslut. Den musikalske inspiration var hentet fra vores ungdom, og udstrålingen var kraftigt inspireret af 1980'ernes store bands. Lad mig nævne Kreator, Sodom og Slayer som musikalske referencer.
Til det skal siges, at man aldrig går galt i byen med et par stramme bukser, et bælte med nitter, en lædervest og stort hår. Det fungerede dengang, så naturligvis fungerer det også nu til dags.
A blast from the past – og det fungerede!
Det var hurtigt og aggressivt speed metal med elementer af thrash metal og mørkere metal. De hæsblæsende guitarer bød på masser af lækre soli og skarpe riffs, mens trommerne leverede et energisk drive, og vokalen var rå.

Hatesphere – veteranerne leverer stadig
Hatesphere, de gode gamle veteraner på den danske metalscene, havde også fundet vej til scenen. Bandet har netop udgivet det nye album »Guillotine«.

Foto: Mitt Brønsholt// @Noctivagadk
Da lyden igen var på plads, leverede de et hæsblæsende show, og publikum fik smagsprøver på både nye og gamle numre. Et flot potpourri fra deres efterhånden lange karriere.
Hatesphere spiller scenevant og interagerer med publikum, så man føler sig … ja, kan man bruge ordet tryg? Det er en kæmpe fest, lige meget hvor mange gange man ser og hører dem. Det gav sig også udslag i både circle pits, wall of death og et utal af crowdsurfere.
Hatesphere er en voldsom omgang metal, hvor tempoet er højt, guitarerne skærer igennem, og energien sjældent falder. Der er hurtige, aggressive guitarriffs, tunge grooves, lynhurtige trommer og masser af fart.
Musikken har thrash metallens fart og death metallens brutalitet.
Al denne lyd er smukt pakket ind i tonerne fra charmebøffen Mathias Uldalls vokal, der mestrer den rå, hæse og aggressive lyd. Det hele kombineres med en skøn og nærværende sceneoptræden.
Har du aldrig set Hatesphere live? Så er du bestemt gået glip af noget. Hvad venter du på? Kom afsted!
Odense Metalfest – en festival, der skal opleves
Som en opsummering på årets Odense Metalfest vil jeg afslutte med at give festivalen mine allerbedste anbefalinger.
Odense Metalfest er ikke en festival, hvor man kommer for at stille sig foran en scene fra start til slut. Der foregår lige så meget ude i krogene. Der bliver grinet, delt røverhistorier og dannet nye relationer, og man bliver i dén grad mættet på det metalliske barometer.
Jeg vælger IKKE at give de enkelte bands karakterer, da festivalen skal opleves som en helhed. Denne helhed
forstår man først rigtigt, når man selv har været fysisk til stede og oplevet, hvad Odense har at byde på.
Derfor: 5 ud af 5 skæg
