Mejerhell 2026

" I skovens dybe, stille ro", sådan starter den gode, gamle og folkekære vise, der beskriver den danske landidyl, og alle de herligheder der er ved livet på landet.

Denne landlige idyl er til daglig at finde i den lille by Morud, i den nordøstlige del af Fyn. Byen der ligger smukt omkranset af skov og landlig idyl, havde indtil 1960´erne et velfungerende mejeri, som senere - og desværre - har stået i forfald. Dette indtil Jakob Madsen fik øje på det, og købte det på tvangsauktion. 

Fra dette køb, og indtil hvad vi nu kan kalde Mejerhell, og nyde godt af, er der lagt enorme mængder af tid, penge og knofedt i at omdanne det gamle mejeri til et åndehul, hvor metal-entusiaster kan mødes denne ene weekend i august. 

De rustikke rammer, hvor man respektfuldt har formået at bevare mejeriets oprindelige håndværk fra 1916, er nu et musikalsk åndehul, hvor metalentusiaster kan mødes, lytte til to dages fed musik, nyde sublim hjemmelavet mad, drikkevarer ad libitum og selskab på kryds og tværs.

Et mentalt åndehul hvor fællesskabet er i højsædet og hvor verdens ulyksaligheder for en stund kan vendes ryggen. Konceptet er enkelt: Køb en billet og du kan gå ombord i mad, drikke, musik, hygge og overnatning. Snup en madras, slå dit telt op eller sov i din bil. Hop en tur i poolen når du vågner, eller sæt dig i haven og nyd solens stråler alt imens baconen steger lifligt på panden i køkkenet. Deres nydes denne med en lun kop kaffe og æggekage. Der mangler ikke noget til Mejerhell!
Folk mingler på kryds og tværs, hyggen er i højsædet og nye venskaber opstår.

Netop hyggen er i højsædet og missionen er klar:
Folk skal være glade - og det bliver, med flere længder - til fulde indfriet. 

Som med så meget andet, kan Mejerhell ikke beskrives med ord der yder det 100 procent retfærdighed. Det skal opleves!
Derfor får det 5 ud af 5 store, fede overskæg.

Musikken skal vi ikke glemme, og her kommer min anmeldelseder understøtter ovenstående.

Dette års program skulle vise sig (igen) at byde på lidt af det hele. En buffet af genrer inden for rock- og metalmusikkens forunderlige verden. Man kan som sådan ikke pille en enkelt optræden ud og lade denne være toneangivende. Weekenden skal ses som én helhed, en symbiose - hvor alting går op i en højere enhed.

Første dag, og første band var:

Koya:
Aalborgensiske Koya havde taget den lange tur til Fyns land for at give os et hæsblæsende show. De veloplagte nordjyder åbnede årets Mejerhell med knusende tyngde og fængslende intensitet, og formåede at varme folk godt og grundigt op. Med deres mørke og atmosfæriske post hardcore, fik de med deres dynamiske og medrivende sceneshow, vist hvorfor de står så stabilt på den danske metalscene. Det er kontrolleret og alligevel så kaotisk. Det er dyrisk og råt, men alt dette balancerer de til UG og leverede et show der sad lige i kassen.

Junkyard Drive:
Med flair, præcision, nærvær og energi indtog rock ´n´rollerne fra Junkyard Yard scenen som dagens andet band. Publikum fik serveret powerfulde melodier og medrivende sange fra et veloplagt band, der barsler med en ny plade d. 6. november. Denne fik vi også serveret smagsprøver på, til publikums store begejstring.
Junkyard Drive er ærlig musik og ærlige historier svøbt i højt tempo og rock-rytmer, som kan få selv den kedeligste koncertgænger til at trække på smilebåndet og nynne med. Det er rock-tracks fra den øverste hylde, hvor drivkraften er højt tempo og en drivende og dansebare rytme. Vokalen var energisk og fængslende, smukt understøttet af tunge, melodiske guitarriffs og hooks.

Hatesphere:
Intet Mejerhell uden Hatesphere. Bandet der mere eller mindre er pseudonym med Mejerhell, kom som vanligt med en energi fra en anden dimension. Det er lyden af brutalt deathmetal kombineret med knusende thrashriffs og en eksplosiv hardcore-attitude.
En sveddryppende præstation hvor rå energi og intensitet ramte publikum i hovedet som en hammer. Deres indlevelse og samspilpå scenen, var som altid i topform og de formåede at fange publikum og fastholde dem hele koncerten igennem.
Gik man derfra uden svedperler på panden, er det så sandelig ens egen skyld, da bandet på alle måder gjorde deres for at bidrage til festen. Der er en grund til, at de bliver ved med at komme tilbage til Mejerhell.
The grand old band udgiver i øvrigt nyt album d. 9. oktober, som får titlen "Guillotine".

Foto: Nick Scriven

Kellermensch:
Aftenens sidst band, Kellermensch lukkede og slukkede dag et med en indlevende, smuk og fængende koncert. Både musik og sang var så inderlig og bevægende, at man i de fjerne hjørner kunne se publikum fælde en tåre og andre der gav sidemanden en ekstra krammer. Og det er dét de kan. De synger og spiller så sanserne bliver stimuleret. Man reflekterer og absorberer. Øjnene lukkes og man mærker musikken krybe ind under huden. Det er velspillet og velsunget, dybt og inderligt. Man drømmer sig væk.Det mørke, det melankolske og den intense og følelsesmæssige spænding der høres i både vokal og instrumentering er, og var sublim. Kellermensch formår at gå fra stille og skrøbelige passager til nærmest eksplosive udbrud. 

Foto: Nick Scriven.

De mestrer det meste, og det er en kæmpe styrke. Er det metal? Ikke i ordets traditionelle forstand, men mere en blanding af alternativ rock, metal og mørk americana. Det er svært at putte dem i en kasse, men hvem har også sagt at man skal dette?
Der findes næsten ikke superlativer der yder Kellermensch nok retfærdighed, så har du ikke oplevet dem før, er det hermed en klar opfordring.

Dag 2.

Lightchapter:
Dagens første band var de erfarne og sympatiske århusianere fra Lightchapter. Med en energisk, nærværende og solid optræden fik de skudt dagens program i gang, og vækket det sidste søvndrukne publikum. Lightchapter der blander melodisk dødsmetal med elektroniske elementer havde i dét grad publikum i deres hule hånd og udviste stort overskud og indlevelse. Det var tunge, aggressive riffs og dybe growls som bandet serverede for os. Det var, og er - elektroniske lydflader, som giver musikken en kold, futuristisk og dystopisk lyd i kontrasten til det brutale. Et band, hvor man virkelig kan se at de indlever sig i deres musik, hvilket kommer til udtryk i både mimik og kropslig performance. Det var tungt, gennemført og knivskarpt.

Foto: Nick Scriven

Vittra:
Tunge takter fra det svenske broderfolk.
Årets udenlandske indslag skulle findes i form af Vittra der med en blanding af catchy hooks, melodisk dødsmetal og thrashmetal, fik folk op på beatet.
Med indlevelse og nerve leverede de en højintensiv performance i allerhøjeste gear. Det var svært at stå stille til de gæve svenskere, der med deres melodiske guitarer og aggressive growls, fik givet publikum en lektion i hvordan klassisk svensk dødsmetal i skøn sameksistens med det melodiske skal, og bør lyde. Hvor melodisk dødsmetal er hovedgenren, trækkes der på klassisk svensk dødsmetal i den dunkle lyd og i guitararbejdet, med enkelte afstikkere til/ fra thrashmetallen, i form af de hurtige passager. 

Foto: Nick Scriven

Det var en fornøjelse at stifte bekendtskab med et band, der ikke umiddelbart er kendte i Danmark, men lad os da håbe, at vi får dem at se noget mere.

Foto: Nick Scriven 

Lifesick:
Hvad rimer på Lifesick? Umiddelbart ingenting, men bandet er nærmest pseudonym med alt det bedste der findes på den danske hardcore scene. Det var en hæsblæsende, rå og kompromisløs lyd, der ramte os i ansigtet som en trykluftshammer, og her var det enklar fordel at Jakob Madsen, (Mejerhells ejer) til daglig arbejder med bærende vægge. Havde han ikke haft fingeren med i renoveringen af mejeriet, havde Lifesick spillet stedet itu, og væggene var raslet ned om ørerne på publikum.

 
Det er ærligt og aggressivt med en overflod af tyngde og tonstunge breakdowns. Det er tunge og nedstemte guitarer i smuk forening med brutale riffs, blastbeats og et musikalsk slagsmål af format.
Hardcore når hardcore er bedst = Lifesick

Baest:
Aftenens sidste og dagens hovednavn behøver ingen introduktion. Det århusianske dødsmetal-godstog er garanter for en koncert i verdensklassen. Alt hvad der kunne krybe og gå af mennesker på Mejerhell havde indfundet sig foran scenen og selvom pladsen var trang, fik folket hvad de bad om. En brutal og energisk koncert med masser af dobbeltpedal, blastbeats og growls. Baest spillede med stor akkuratesse, overskud og nærvær og de rammer en ret sjælden balance: Det er brutalt, uden at blive ensformigt. Nuvel er det tungt, mørkt og aggressivt, men samtidig formår de at smide en god portion groove og melodi oveni. 

Foto: Nick Scriven

Den røde tråd er den konstante variation og det momentum de skaber. Det gør musikken til deres, og ikke "noget" man nødvendigvis behøver at associere med andre, uanfægtet at man sagtens kan høre hvor rødderne i deres musik er, nemlig inspirationen fra både svensk og amerikansk dødsmetal.
Som altid en fornøjelse og et hæsblæsende punktum på endnu et fantastisk Mejerhell.