Med helt fremme – Anmeldelse af Bruce Springsteen koncert i Parken.
Torsdag aften d. 13. juli i parken i København. Min første Springsteen koncert. Og sikke en oplevelse/skuffelse.
Af Kasper Neergaard.
Det hele startede nærmest et år forinden. Da en af de førende danske Springsteen fans kontaktede mig, og spurgte om jeg vil med helt ind i hjertet på Springsteen familien. Der hvor kun de mest hardcore fans, får lov at komme ind. Jeg er ikke den helt store fan af Bossen, men jeg kunne lade sådan en chance passere.
Jeg blev lidt lang i spyttet da, jeg fik at vide at den eneste billet jeg kunne få var til en koncert i Barcelona. Heldigvis gik der ikke længe før den var byttet til en billet i Parken i København- "Pyha"
Jeg skulle mødes med den førende danske fan dagen før koncerten foran parken. Jeg havde ingen ide om hvad jeg gik ind til, men det der mødte mig, var et kæmpe fællesskab/familie fra hele verden. Alle stod de foran parken, og var klar til at blive talt op.
Her fik man udleveret et nummer, det nummer som man stod i køen. Jeg fik selv nummer 288. På daværende tidspunkt, havde jeg ingen ide om hvad det betød, men det skulle vise sig at det nummer betød, jeg måtte gå ind i parken som nr. 288 og vælge mit spot foran scenen i ro og mag.
Nu havde jeg så et nummer, og skulle først møde til optælling foran parken igen et par timer før koncerten gik i gang. Hvad skal man så? Man skal da med Springsteen fans i byen i København. Det foregik selvfølgelig med en Springsteen koncert på Drop Inn, hvor Springsteen Jam spillede for fans, de nok aldrig har oplevet før.
Jeg brugte her tiden til at analysere og spørge ind til hvad der gjorde, at de gad og rejse verden rundt i fodsporene på en aldrende mand fra New Jersey. Jeg fik aldrig et klart svar, men de var alle sygeligt besatte af manden og musikken.
Dagen kom hvor det rigtige slag skulle slås, og min Springsteen dåb stod for døren. Jeg kom som lovet ind, som nr. 288. Eskorteret af Bossens egne sikkerhedsfolk. Her stod jeg så helt oppe foran scenen i en helt tom parken, som kun på nuværende tidspunkt talte "OS" de hardcore fans.
Parken blev fyldt, og Bossen gik i gang med koncerten, men det var ikke kun ham der stod på scenen. Bag ham stod det store E Street band. Foruden de 6 faste medlemmer, talte aftenens band i hvert fald +12.
På et tidspunkt stod jeg så tæt på Bossen, at jeg kunne røre ham, hvis jeg gad, men det gad jeg ikke. Fordi kort tid inde i koncerten blev jeg ramt af en enorm skuffelse. Alt det de mange fans havde opbygget af forventninger, smuldrede i en ensformig opskrift, hvor Bruce råbte "One, two, three, four" og saxofonisten kom ned til ham og spillede solo.
11 ud af 10 sange indeholdt kun 3 akkorder. Og det er ikke forkert, fejlen er bare, at der er +12 på scenen, der skal slås om de tre. Man havde ikke en chance for at skelne de forskellige instrumenter fra hinanden, hvilket var en skam. En enorm mudret lydoplevelse, blandet med en kedelig sætliste, gjorde ikke noget godt for mit i forvejen afdæmpede forhold til Bruce. Alle fans havde forinden sagt, at det kræver en live koncert med manden før man bliver omvendt til fan. Det skete bare ikke for mig. En vild oplevelse var det dog, og jeg er vildt imponeret over den dedikation de mange fans viser. Måske skal der mere end en koncert til, før man falder i gryden.
