Mansfield – For All The Right Reasons (album)

2024-05-17

Album: For All The Right Reasons

Kunstner: Mansfield

Udgivelsesår: 2024

Når man skriver anmeldelser af musik, så er det altid godt med navne på forskellige genrer og stilarter. I dette tilfælde er Mansfields stil blevet klassificeret som britpop, hvilket undertegnede fortsat vil fastholde. De udgiver nu deres andet album – For All The Right Reasons – der indeholder forskelligartede numre, som dog alle har en fælles nerve.

Af Michael Ørbæk Rasmussen.

Albummet åbner med det karismatiske nummer Let's Stop Pretending (se link til video), der omhandler netop det – drop nu facaden. Stilen er nærmest jovial, men uden at blive plat. Det er nærmere en form for musikalsk feel-good humor. Lidt i stil med den, der gjorde nummeret Brimful of Asha populært. Attituden er lig den, der findes hos The Pastels, som vi kender fra indie-poppen. Miks det med britisk rock fra 60'erne, og vi rammer nerven i britpop betegnelsen.

Noget begynder allerede at tone frem, hvis man kigger efter. Udover et formidabelt musikalsk talent, så tyder man langsomt den smeltedigel, der udgør britpoppens essens. 

Opfølgeren er nummeret Chasing After You, hvor indie-poppen skiftes ud med en mere rocket lyd. En åbenlys reference kunne her være The Animals. Men uanset valget af reference, så er der sket en varians i lydbilledet.

Igennem de sidste paragraffer er det forhåbentligt kommet til udtryk, hvad det er for en nerve, en essens, der gør sig gældende. Det er en musikalsk bredside, der omfatter arven fra flere forskellige stilarter, der alle har sat deres massive aftryk på musikkens historie. Her løfter Mansfield igennem alle numrene på "For All The Right Reasons" samtlige tråde tilbage i historien. En ganske imponerende bedrift.

Albummet afsluttes med nummeret The Safest Place, hvor medlemmer af Skt. Annæ Pigekor og Casper Clowns yder gæstevokal. Hvorfor nævne det nummer? Fordi rejsen fra start til slut ikke må være brutal, og med dette nummer afsluttes albummet – rejsen fuldendes.

Se video: https://www.youtube.com/watch?v=Hd41ETqG7AQ