Lydsyn - Live på Posten
2025-03-12
"Vi hedder LYDSYN, og vi spiller ROCK."
Med disse ord bød Uffe Lorenzen publikum velkommen en kold onsdag aften på Superskønne og velfungerende Posten i Odense. Og rock fik vi. Rå, upoleret, usminket og ærlig rock på dansk, leveret med nerve og autenticitet. Fra de første toner blev det klart, at LYDSYN er tro mod genren og dens energi.
Af Lars Madsen
Bandet serverede historier om skæve eksistenser og malede med skarpe ord et passende billede af "verdens største røvhul." Musikalsk var der masser af tryk på. De tunge trommer skabte en stor, tyk, solid bund, mens guitar og bas fyldte rummet med voldsomt meget lyd – på den fede måde. Samspillet sad lige i skabet, og bandet var velspillende hele vejen igennem.
Eneste ønske fra vores side? At mange flere tog ud og oplevede, at den danske rockscene på ingen måde er død. LYDSYN beviste denne aften, at rocken lever i bedste velgående, og vi kan kun opfordre flere til at tage del i det.
Har du endnu ikke oplevet LYDSYN live? Så gør dig selv en tjeneste og få det gjort. Du vil ikke fortryde det!
