Love Shop - Posten i Odense
Jens Unmack i stærk form og med historien i ryggen. Kærlighedsbutikken stod vidt åben, da Jens Unmack og resten af Love Shop indtog Posten i Odense. For bandet var det ikke bare endnu en koncert, men et gensyn med et sted, der har spillet en vigtig rolle i deres tidlige år.
Love Shop præsenterede flere numre fra deres nyeste album I Love You, Goodbye fra 2025, som blev taget varmt imod af publikum. Herunder 21 gram og det upbeat synthpop-nummer Et kors i dit vindue.
Unmack stod som altid i centrum med sin karakteristiske stemme og sit rolige nærvær, og han førte salen sikkert gennem både de nye sange og de klassiske numre, der har fulgt bandet gennem de sidste fire årtier. Blandt de gamle klassikere var Fremmedlegionær, der blev spillet i en ny version.
I de forreste rækker stod mange af de mest dedikerede fans, som kunne synge med på stort set alt. Det skabte en hjemlig og nostalgisk atmosfære, hvor man næsten kunne mærke forbindelsen tilbage til de tidlige år på den lille scene – dengang Love Shop var et ungt band med store drømme og en voksende fanskare.
Selvom der har været udskiftning undervejs i Love Shop siden 1986, hvor Unmack, Hassig og Hall startede bandet, er lyden stadig intakt og tro mod bandets lydtæppe.

Denne aften på Posten leverede Love Shop en smuk, velspillet og historisk forankret koncert, hvor både fortid og nutid fik lov at leve side om side.
Love goes on forever …
