Lamentari løfter symfonisk ekstremmetal til et nyt niveau på Ante Auroram.

Af Franck Sidenius

Siden københavnske Lamentari i 2020 trådte ind på den danske metalscene med debuten Missa Pro Defunctis, har de seks medlemmer nægtet at tænke småt. Gennem EP-trilogien (Missa Pro Defunctis, Nihilitatis og Clavis Aurea) samt det prisnominerede debutalbum Ex Umbra In Lucem fra 2024 - hvor blæsere og strygere blev indspillet i AIR Studios i London - har bandet målrettet bygget videre på deres symfoniske black metal. På det nye album, Ante Auroram (latin for "Før daggry"), er der kun seks numre på tracklisten, men de strækker sig over næsten fyrre minutter. 

Bandets egne Max Uldahl (keys og orkestrering), Emil Holst Partsch (lead-guitar) og Michael Møller (rytmeguitar) har selv produceret, og italienske Stefano Morabito har igen stået for lyden. Resultatet er en plade, hvor de klassiske instrumenter er skrevet direkte ind i selve sangenes fundament.

Titelnummeret "Ante Auroram" åbner pladen og varer næsten elleve minutter. Det begynder helt stille med et ensomt klaver. Kort efter træder det London-indspillede livekor (dirigeret af Aaron og Ani King) ind og fylder rummet ud, indtil violiner og de første guitartoner bygger spændingen op, og Daniel Lønbergs hidsige vokal og Christopher Peetz-Schou Vissings trommer brager igennem. Så langt et åbningsnummer kunne nemt føles ensformigt og langstrakt, men hver gang jeg et splitsekund tror, at jeg har regnet sangen ud, sker der noget nyt. Rå skrig og black metal afløses pludselig af korthuggede violiner og fine, harpelignende toner.

Lidt senere kaster Emil Holst Partsch sig ud i hurtigt, teknisk guitarspil, der bygger op mod et stort klimaks - hvor bandet bevidst snyder lytteren for forløsningen og falder ned i et tungt groove båret af dobbeltpedal. Senere i sangen bliver en melodisk guitarsolo overtaget af klaveret. De to instrumenter kaster sig ud i en regulær duel, hvor de skiftevis spiller sammen og udfordrer hinanden. Klaveret tager til sidst føringen med klassiske løb, der vækker mindelser om Beethovens Appassionata-sonate, inden guitar og strygere lukker nummeret skarpt og kontant. Det er stort og pompøst, og man keder sig ikke et sekund.

Førstesinglen "Oculi Lapidis" er mere direkte black metal. Bandet lægger ud med et skarpt guitarriff, og Kristoffer Tønder Koudahls bas og Vissings trommer ruller tungt derudaf. Her ligger de klassiske instrumenter længere tilbage i lydbilledet som små markeringer, så der er plads til metalenergien og trommeanslagene. Undervejs trækker Lønberg et langt skrig ud, og tempoet falder helt ned. Partsch leverer her en melodisk guitarsolo med en varm tone, der sender mine tanker direkte i retning af Mikael Åkerfeldts guitarspil på Opeths "To Rid the Disease". Og så ryger farten ellers i vejret igen i en tung, mørk finale med fuldt orkester.

Lamentari skriver generelt ikke sange efter den gængse vers-omkvæd-skabelon. Det hører man tydeligt på "Gradus Dei", hvor Frederik Øgaard Jensen er med som bassist. Fremdriften holdes kogende gennem konstante rytmeskift, hvor instrumenterne pludselig spiller helt anderledes, selv hen over samme akkorder og takt.

Den hurtige metal-intro bliver brat afbrudt af orkestret på en måde, der lyder som en spændingsscene i Star Wars, og undervejs i guitarsoloen veksler Partsch mellem nøje udvalgte toner og hurtigt spil, bakket op af korte markeringer fra koret. Det lyder som ren filmmusik, og det er energisk.

På "Venia" er det et pludseligt dyk i lyden, der stjæler opmærksomheden. Sangen starter ellers med bløde strygere, kor, vokal og opbyggende slag på tammer og stortromme, men pludselig er al forvrængning væk. Tilbage står et fingerspilsagtigt guitartema og en lead-guitar med samme klare klang. Den helt rene guitarlyd står i så skarp kontrast til resten af nummeret, at jeg øjeblikkeligt kommer til at tænke på de rene passager i Metallicas "One". Her snakker jeg selvfølgelig kun om den rene lyd og ikke hverken stilen eller melodien.

Når Lønbergs rå vokal træder ind over det rene guitarspil, holder han igen på vildskaben i et kontrolleret leje, men stadig med den snerrende stemme der skærer sig igennem, før orkester, hurtige trommer og hylende guitarer tager over i samspil med koret. Det er i det hele taget svært at fatte, at der ikke står et fuldt symfoniorkester i lokalet. Jeg kommer helt automatisk til at tænke på græske Septicfleshs koncert i Mexico City i 2019 med over 100 musikere fra Symphonic Experience Orchestra på scenen. Man kan kun drømme om at opleve Lamentari i sådan en opsætning en dag - musikken kan uden tvivl bære det.

Det symfoniske håndværk får lov til at stå helt alene på det femte nummer, "Ex Favilla", i bedste Ringenes Herre-stil. Jeg sidder med lukkede øjne og nyder det rolige øjeblik, og tænker flere gange undervejs: "Nu kommer bandet på!" Men lige pludselig er nummeret bare slut. Og det gør faktisk ikke noget, for stykket er smukt i sig selv, og det fungerer som et tiltrængt åndehul inden "Audientia Divina".

Afslutningsnummeret går lige på og hårdt fra første sekund med skarpe riffs, højt tempo og et stort orkester, der hele tiden kæmper med de små skift i guitarriffs og rytmer om pladsen. Ca. halvvejs inde i det næsten ni minutter lange nummer går musikken næsten i stå i svævende flader og strygere. Lige dér dukker Lønbergs vokal op helt omme bag ved musikken, som om han står langt væk fra mikrofonen i et stort lokale. Selvom det er rene skrig, ligger de så langt tilbage i lydbilledet, at de nærmest fungerer som en hvisken i baggrunden. En virkelig fed detalje. Trommer, orkester og melodisk guitar arbejder sig langsomt op igen i en legende slutfase med vilde guitarløb, inden ensomme strygere lukker albummet.

Når de sidste toner rinder ud efter knap 40 minutter, sidder jeg og vakler mellem 4,5 og 5 skæg. Det, der trækker i retning af 4,5, er at man med kun seks numre - hvoraf det ene er et rent klassisk mellemspil - sidder tilbage med en sult efter mere. Men når et album er så gennemført som Ante Auroram, vejer selve kvaliteten for mig tungest. Man ville ønske, der var endnu mere på pladen, men det vi får, er i særklasse for dansk metal.

Så er du til storslået og melodisk ekstremmetal i stil med Dimmu Borgir, Septicflesh og Fleshgod Apocalypse, skal du absolut ikke snyde dig selv her. Den her plade fortjener uden tvivl dit lyt.

Vurdering: 5 ud af 5 katedralske og filmiske skæg