Koncertanmeldelse: Allan Olsen – Nordsøen Oceanarium, Hirtshals
Lokalmiljøets hjerte bankede hårdt, da Allan Olsen indtog scenen i multihallen ved Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Her blev man ikke mødt af nogen moderne billetscanner – i stedet stod navnene pænt skrevet på en seddel, klar til at blive ført til protokol. Det hele emmede af lokal forankring, fællesskab og en slags stille stolthed over, at netop han var kommet til byen igen.
Før koncerten havde de fremmødte delt en slags fællesmiddag ved langbordene, og stemningen var både hjertelig og hjemlig. Øllene var desværre lunkne, men humøret varmt. Konferencieren gjorde det kort og kontant: "Allan holder ikke pause i dag." Så var tonen slået an.
Allan Olsen åbnede aftenen med "Regn på vejen" – en sang, der passede perfekt til den rå nordjyske virkelighed uden filter. Fra første tone stod det klart, at publikum ikke blot var kommet for at høre musik, men for at møde mennesket Allan Olsen. Og den gæve nordjyde leverede.
Olsen bevægede sig afslappet rundt på scenen, som om han stod hjemme i sin egen stue. Han småsnakkede, lo, fortalte røverhistorier – og kæmpede lidt med sine guitarer. Flere af dem var ikke stemt, hvilket han tog med sit karakteristiske lune: "Der er én, der har været oppe og pille," sagde han grinende. Hans gamle guitar fra 1962 stod også af denne aften, men Olsen lod sig ikke mærke af det. Det hele blev en del af oplevelsen.
Der blev sendt kærlige tanker til de afdøde – til Johnny Madsen, Poul Erik Krogen, storebror Bjarne, bedstefaren og ikke mindst den nyligt afdøde guitarist Lars Hybel. Nummeret "Turki Tonki" blev dedikeret til Hybel, og Olsen flettede et par linjer ind fra The Rolling Stones' "Ruby Tuesday" som en stille, rørende hilsen.
"Tak ska' I ha'! I er søje," gentog han flere gange i løbet af aftenen – og man fornemmede, at han mente det. Publikum kvitterede med grin, grin og mere grin, men også stille eftertænksomhed, når sangene ramte de mere alvorlige toner.
Koncerten sluttede med "Hjørringvej" fra JØWT-pladen – en sang, han dedikerede til sin mor, som gik bort sidste år. Det blev en værdig og bevægende afslutning på en aften, hvor både liv og død, sorg og latter, gik hånd i hånd.
Allan Olsen er måske blevet ældre, men han er langt fra færdig. Med sin rå stemme, sit varme nærvær og sit stadig imponerende guitarspil viste han, at han stadig er en af landets stærkeste fortællere. Publikum kvitterede med stående klapsalver – et sjældent syn i Hirtshals, som Olsen selv bemærkede med et skævt smil.
Allan Olsen er ikke langt fra færdig – han lever, og han leverer.