Kalaset udgave deres nye album "Poker" hos RecordPusher i Odense
Kunne Kalaset have valgt et bedre sted, at udgive deres nyeste album, end hos RecordPusher i Odense? Tvivlsomt.
Af Tommy Torp

Denne tirsdag eftermiddag, fik den lokale pladeforhandler RecordPusher i Odense besøg af Kalaset. De var i forbindelse med udgivelsen af deres nye album "Poker", på en release-tour, hvor de besøgte København, Odense og Århus.

RecordPusher, som også fungerer som en lille beværtning, var proppet med gæster, som havde set frem til dagens besøg af Kalaset. Gæsterne var tydeligvis kommet, både for at høre Kalaset spille nogle af de nye numre, og selvfølgelig købe det nye album og få det signeret af bandet.

På den lille scene i butikken stod der to af bandets medlemmer klar. Begge to kun med en akustisk guitar. Selvom deres musik på albummet er meget mere fyldigt, spækket med instrumentale detaljer og tostemmig sang, kunne sangene her sagtens bære, at blive spillet på kun to guitarer og forsangerens stemme alene. Et nøgent lydbillede, men alligevel fyldestgørende. Det gav meget mere fokus på selve sangenes poetiske og ungdommelige tekster.

Det skabte et intimt og unikt møde med bandet og tre af sangene fra deres nye album. De spillede "Bare lidt fuld lige nu", "Tag mig som jeg er" og "Kender ham ikk". De sidste to var allerede blevet udgivet som singler, og derfor velkendte. Det var tydeligt, at flere af dagens gæster kendte dem rigtig godt. De sang i hvert fald med på dem, hvilket tydeligt forstærkede den intime stemning. Der opstod nærmest en symbiose mellem band og gæsterne. En samhørighed som løftede dagens arrangement til en uforglemmelig oplevelse for gæsterne.

Da de to unge herrer fra Kalaset havde spillet de tre sange, takkede de ydmygt det fremmødte publikum for deres opbakning. De forlod scenen og gik op bag salgsdisken, til resten af bandet, og gjorde klar til autografskrivning. På et meget kort øjeblik, havde gæsterne stillet op i en meget lang kø. Forventningsfulde stod de og ventede på at få signeret deres nyerhvervet LP.

Så på denne solskinsrige tirsdag eftermiddag, kunne man få lov til at opleve en lille flig af musikverdenens magiske univers, hvor musiker og fans kan mødes i en intim atmosfære, i de perfekte omgivelser fuld af tidernes største udgivelser i en relativ lille pladebutik i Odense. Det er bare lækker fanservice.