JILUKA - Live på Pumbehuset i KBH

Fra det øjeblik bandet kom ind på scenen viste de klart og tydeligt, hvad de ville repræsentere. Et band med ren råstyrke.

Af Morten Husted

De udviste attitude, da de kom ind og præsenterede sig med hver deres posering i lyset, hvilket fik dem til at fremstå, som om de ejede scenen lige fra start.

På trods af at det var en mandag lige efter Copenhell samt den beskedne størrelse på publikum, fik bandet alligevel sat godt gang i alle med deres vilde energi. På mange måder var det en alsidig koncert.

De episke melodiske passager, som nærmest blev helt filmisk at lytte til, blev på dramatisk vis afbrudt af brutale breakdowns og growls, hvilket hurtigt fik gang i både wall of death, moshpit og circle pit. Derudover var der til tider elektroniske lag, som fik folk til at hoppe, klappe og feste.

Det var svært ikke at lade sig rive med, da bandet havde en god kontakt til publikum og vidste hvordan de skulle få folk til at hoppe, klappe eller løbe intenst rundt.

Forsangeren Ricko brillerede med flere sangteknikker, der for de fleste virker nærmest umulige. Han både growlede, squeelede og kunne synge en smuk ballade i både de høje og lave tonelejer. Alt dette gjorde han samtidig med at han lignede en, der havde den sjoveste fest, mens han så både ond og elegant ud på samme tid.

Guitaristen Sena og bassisten Boogie vidste lige nøjagtigt hvor og hvornår de skulle stille sig frem og få deres shine. De tunge og samtidigt rytmiske riffs var on point og alligevel havde de overskud til nærmest koreografisk at bevæge sig rundt på scenen, med armbevægelser og hop, der bare så super tjekkede ud. 

Trommeslager Zyean var både tight og legende, da der var tid til at kaste og svinge stikkerne rundt, samtidig med at han holdt rytmen, som i øvrigt var i den hurtige ende. Det blev også tydeligt hvor dygtig en trommeslager han er i soloen hvor der virkelig blev slået igennem med fart, præcision og rytme, som senere blev komplementeret af elektronisk synth, som gjorde det sjovt at opleve en trommesolo på en lidt ny måde.

Selvom lyspakken var enkel, blev det brugt kreativt og komplementerende til musikken, både de rolige og de kaotiske momenter. Der var lys de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, så man var aldrig i tvivl om hvor man skulle kigge hen. Stroboskoplys blev også brugt i høj grad for at skabe kaos og vildskab, men uden at være for meget, så man blev irriteret af det.

Foto: Morten Husted

Alle i bandet var gode til at få hinanden til at se skarpe og elegante ud med vind i håret samtidig med at de udstrålede en vild råhed. Deres intense sange, der flere gange skifter i både tempo og stemning, gør det sjovt og anderledes at opleve. Det lever derfor op til deres beskrivelse: en kraftfuld hybrid af Modern Metal og Electro Gothic Metal.