HUSH live på Dexter i Odense.

Lørdag den 23/11 besøgte det danske band HUSH, Dexter i Odense, på deres unplugged 20 års jubilæumstourne "From One Lifetime To Another". En tourne, hvor de havde sange med fra deres første album frem til det helt nye album fra i år. På denne lørdag spillede de hele to totalt udsolgte koncerter på Dexter. 

Af Tommy Torp.

Da jeg ankom til Dexter, denne lørdag aften, var der fyldt helt op, med et modent og meget forventningsfuldt publikum. Der var en livlig summen ved alle bordene i salen, og i baren var folk oppe og hente de sidste drikkevarer, inden koncerten gik i gang.

Kl 20:00 kom Michael Hartmann og Andreas Käehne ind på scenen, til en respektfuld klapsalve. Andreas satte sig til sin Pedal Steel Guitar, Michael tog en af sine tre guitarer, og de begyndte at spille. Efter en kort instrumental intro, kom Dorthe Gerlach ind på scenen, til jubel fra publikummet. Så var koncerten for alvor i gang.

De lagde ud med to numre fra deres første album, og man kunne høre, at de vakte genklang hos publikum. Man kunne hurtigt fornemme, at det var et dedikeret publikum, der var til stede, og som havde valgt denne aften pga HUSH. Det kom også til udtryk flere gange i løbet af koncerten. 

Det tredje nummer, de spillede, var "I Thought It Was You", som er åbningsnummeret fra deres seneste album. Et nummer jeg havde glædet mig til at høre, hvordan de ville klare unplugged og med kun tre personer på scenen.Til min store overraskelse, formåede de med kun to guitarer, sublimt at ramme både essensen og klangen fra versionen fra albummet. Michael havde taget sin lille guitar med "rubber bridge", som har en umiskendelig, dæmpet og tør klang, som netop giver denne unikke og iørefaldende lyd, som nummeret starter med. 

Mellem hver sang, underholdt Dorthe muntert, med diverse historier fra deres hverdage. Mange af historierne havde små finurlige tvister, til stor fornøjelse for publikummet. Andre meget personlige, men meget relaterbare. Der var anekdoter fra deres rejse til USA, i jagten på det autentiske countrymusik, fra bedsteforældres guldbryllup, til deres glæde ved blive forældre.Der var ingen tvivl om, at Dorthe er vant til at entertaine, og havde fanget sit publikums fulde opmærksomhed.

Koncerten fortsætter med, at Dorthe rutineret og selvsikker guider os publikum gennem den en fortælling og sang efter den anden. Hun har en strålende og smitsomme energi, som betagede og tryllebandt de tilstedeværende. Hendes stemme formidler ubesværet og engleklart et hav af følelser, som passede til sangene. 

Michael leverede lækkert og varieret guitarspil, på sine tre guitarer, til sangene, samt andenstemmer, som harmonerede rigtig godt til Dorthes stemme. Han var hele tiden opmærksom på Dorthe, og elegant gav fokus til hende. Der var ingen tvivl om, at her var det musikalske hjerte, bag det meste af instrumentationen, i ensemblet. Selvom han stod lidt diskret i baggrunden, formåede han med, et kæmpe overblik over musikken, at levere en solid og stærk støtte til Dorthes performance.

Andreas havde en noget mere varierende opgave at udfylde. Han brillerede ved, stilfast og professionelt, at spille mesterligt, på både mandolin, almindelige guitarer, den langhalsede bariton guitar, og sluttelig Pedal Steel guitar. Der var ingen tvivl om, at han behersker country genren til fingerspidserne. Netop Pedal Steel guitaren gav en umiskendelig klang og stemning af countrymusik. Den kom også til sin ret, i det sidste nummer før pausen. I "Bittersweet" er det brugen af Pedal Steel guitaren, som giver den smukke og stemningsfulde klang, som nummeret fortjener. 

Koncertens sidste nummer var "Weary Soul". Et nummer jeg havde set frem til at høre. På albummet kan man tydeligt fornemme inspirationen fra Elton Johns klaver, Ringo Starrs trommer, og ikke mindst George Harrisons guitar. Derfor var jeg meget spændt på, hvordan de ville arrangere den til kun to guitarer, her på deres unplugged tour. Det kan godt være, at den ikke lige lyd så "The Beatles"-artig, som jeg havde håbet på. Men til gengæld blev jeg yderst positiv overrasket over, at den blev spillet i smukkeste countrystil, som unægtelig også klædte nummeret på bedste vis.

En stor del af publikummet, viste sig jo at være en dedikeret skare af fans, som har fulgt HUSH gennem mange år, og været til mange af deres koncerter. Ved flere af sangene stillede publikum sig op, og klappede taktfuldt med, for at vise deres respekt for bandet. Så jeg oplevede mange gange, at publikum gav mindst lige så meget energi tilbage til scenen, som HUSH leverede fra scenen. Det gav en helt speciel fornemmelse af en unik symbiose mellem HUSH og aftenens publikum. Der var også enkelte fans, der havde taget gaver med til Dorthe, som hun fik lige efter det sidste nummer.

Efter koncerten tog Dorthe og Michael sig god tid til, at hilse på de fremmødte fans, og få en snak med dem. En af publikummerne spurgte mig: "Hvor kan man finde engle?", hvorefter hun svingede armen i retning af Dorthe. Jeg kunne ikke andet end være enig. Dorthes sprudlende energi og evige smil, sammen med hendes meget personlige og klare stemme, kan nemt give et indtryk af en lysende sjæl, som er en engel værdig.

Min klare oplevelse af denne aften, er en vældig intim og nærværende koncert, med tre meget talentfulde musikere på scenen, som præsenterede det ene smagsfulde og stemningsmættede nummer efter det andet, til et engageret publikum, som værdsatte hvert et minut. En koncert jeg ikke ville have været foruden, og en aften jeg, som har sat et dybt spor i mit sind. Jeg kan godt forstå, hvorfor de mange fans vælger at følge HUSH. Jeg er dybt taknemmelig over, at have haft muligheden for at møde og tale med både Dorthe Gerlach og Michael Hartmann.