Albummet åbner mørkt med "Prelude", inden "Torture" og "White Secretions II" hurtigt skruer op for tempo, aggression og tunge riffs.

Det er direkte og brutalt.

Men det interessante ved Heimkehr er, at albummet ikke bliver ved med bare at slå hårdt.

Jo længere man kommer ind, desto mere begynder melodierne, doom-elementerne og den mørke atmosfære at fylde. Numre som "Rot In Despair" og "Rain In The Face" viser en anden side af HKSPK, hvor stemning og melankoli får mere plads.

Det fungerer rigtig godt.

Der ligger samtidig en fin rød tråd gennem albummet. Teksterne kredser om blandt andet krig, tab, hævn, desperation og kontroltab, og musikken følger med ned i mørket.

Det hele kulminerer i titelnummeret "Heimkehr", som også er albummets længste nummer.

Her samler HKSPK mange af de ting, der fungerer bedst på albummet: aggression, melodi, tyngde og en mørk atmosfære, der får lov til at vokse stille og roligt.

Det er ikke et album med store omkvæd eller nemme hooks.

Og det skal det heller ikke være.