Hatesphere – ”Guillotine”
The Danish Dukes of Thrash- and Death metal er tilbage!
Hatesphere der har eksisteret siden 2000, i flere forskellige konstellationer er ude med deres 12. studiealbum, og hvilket album!
Man kommer ikke udenom, at dette band der snart har stået på den danske metalscene i 3 årtier, er garanter for en udgivelse med smæk på. Kender man lidt til Hatesphere, og har fulgt dem i en årrække vil man vide, at de ikke kigger sig over skuldrene og lader sig diktere af mainstream og tidens tand. De spiller med rutineret hånd det de kan, det de vil og jagter ikke tidens trends.
Der er ikke drejet på en masse knapper for at få det til at lyde som noget Hatesphere IKKE er. Ej heller er det poleret for at tiltrække opmærksomhed. Dette gør sig også gældende for denne udgivelse.
Der er den samme rå, hensynsløse, vrede og rastløshed over musikken, som gennemgående er en rød tråd på ja, stort set alle deres udgivelser. Med sig i studiet har Hatesphere endnu engang taget Tue Madsen, der siden The Sickness Within fra 2005, har drejet på knapperne og fået netop denne genkendelige Hatesphere-lyd til endnu engang at skinne igennem.
Og hvad kendetegner så denne Hatesphere-lyd? Jamen, de har den her genkendelige lyd og styrke fra deres oldschool tilgang til musikken. Den røde tråd eller det musikalske kompas om man vil, er som tidligere nævnt, at de ikke tilpasser sig tidens tendens men kører med en genkendelig lyd. For at bruge en reference til deres nye albums titel, vil jeg mene at de balancerer en skarptskåret og gedigen balance på guillotines knivskarpe æg udi blandingen af thrash og deathmetal. Og det fungerer!
Nummeret "Dogma" er groovedrevet og holder momentum gående. "Morbid" er hurtig og fokuseret med fuld speed og velplacerede breaks der giver det spænding. "Snake Charmer" starter mørkt og akustisk og går dernæst over i en energibombe af et massivt riff. På "Bottom feeder" er vi nede i tempo men med en hulans masse aggression, og er man til en gedigen omgang thrash, så giv nummeret "Human Scum" et nærmere lyt.
Alt i alt et album med de fedeste riffs, der er hurtige, skarpe og aggressive med en masse attitude. Trommer i højt tempo, præcision og masser af energi. Generelt en lyd der kombinerer thrashens fremdrivende riffs med death metallens brutalitet og melodiske elementer.
Hov, jeg glemte den hurtige, rå og bidske vokal der brager igennem, og det fungerer til fulde!
Hatesphere har igennem tiden haft 4 vokalister. Alle gangene har de skiftet til en helt anden vokalprofil, men det er helhedsindtrykket absolut ikke blevet dårligere af, men man kan, hvis man ynder at sammenligne, naturligvis altid finde plusser og minusser, men subjektivt set er variation godt, så længe det musikalske kompas peger samme vej. Skåret ud i pap, kan man sige at lyden er rugbrødet, og et par gange har man skiftet pålægget ud med noget andet, hvilket også er ganske forfriskende.
Lad os prøve at kigge på de forskellige vokalprofiler igennem tiden:
Hvor vi hos den første vokalist Jacob Bredahl, hørte en rå, manisk og meget ekspressiv vokal med en masse raseri, havde Jonathan Albrechtsen en dybere, mere gutteral og konstant vokal. Lad os kalde den traditionel death-metal orienteret, med et tungt brølende udtryk. Den tredje vokalist Esben Hansen sang med en stram, præcis og i et moderne udtryk. Han kom fra hardcore-scenen, og hans skarpe fraseringer og aggressive artikulation gav musikken et andet touch. Den velkendte brutalitet blev bevaret, men de tydelige fraseringer gav vokalen sin helt egen identitet.
Det samme gør sig gældende for den fjerde, og nuværende vokalist Mathias Uldall. Her finder vi også hardcore-attituden, de grove brøl og den rå energi. Hans vokal har en markant, barkende karakter med kraftige råb og hæse skrig. Han trækker noget mere hardcorepræget ind i lyden samtidig med at den bliver direkte. Denne kompromisløse aggression passer rigtig godt til bandets tunge riffs, hvilket især også gør sig gældende når man oplever Hatesphere på en scene, og det skal man unde sig selv at opleve hvis man stadig har dette til gode.
Hatesphere leverer! - både live men især også på denne flotte 12. udgivelse.
"Guillotine" er en flot og velkomponeret udgivelse, hvor rutinen og lysten til musikken i stor stil skinner igennem.
Tillykke med udgivelsen - som jeg kaster 4,5 skæg ud af 5 efter!