Funch kom med musikalske lækkerier på Posten

06-06-2026

Posten i Odense blev oversvømmet af melankolsk syre-pop-rock af Funch med en meget uhøjtidelig Claus Funch i front

Af Mathias Vinsten


Publikum havde fornøjelsen af at opleve velspillet melankolsk syre-pop-rock af Funch tilsat hans karismatiske vokal, som lyder nøjagtig lige så godt som den gjorde for godt 20 år siden. Koncerten markerede både et 20-års jubilæum for debutalbummet "My Love Demon" samt et nyt kapitel for Funch med albummet "A Song For A Dead Bird". Bandet, som bl.a. har Tue West på guitar, består af nogle yderst kompetente musikere med den helt rigtige attitude.

Koncerten startede med den smukke ballade "You're Fine". Sangens langsomme tempo og den akustiske guitar gav en afslappet stemning, som også afspejlede Claus Funchs måde at være på på scenen. Man kunne i den grad mærke, at Funch sagde, hvad der faldt ham ind, og at der ikke var nogle indøvede overgange. En kunstner som udstråler, at han ikke ønsker at skulle leve op til andres forventninger, men bare ønsker at være sig selv. Claus tog sig også flere gange god tid til at skifte kabel. Det passede på en sjov måde godt ind og gjorde oplevelsen meget autentisk.

I nummeret "Thin White Man" blev vi præsenteret for et super velkomponeret uptempo nummer, hvor sammenspillet mellem guitar, bas og trommer fik lov til at vise sig frem. Nu var festen endelig i gang og bandet spillede flere sange i hurtigt tempo, som gjorde at man fik lyst til at rocke med. Ofte med skæve elementer i form af lyden fra guitaren, som krydrede helhedsindtrykket. I den forbindelse er det værd at fremhæve nummeret "Ships In Bottles", hvor en funky basgang blev tilsat guitareffekter.

Igennem koncerten var det tydeligt at mærke at Funch tør at lege med stemninger og springe fra den ene til den anden yderlighed. Det kom fx til udtryk i den lalleglade "Eat It Claus" som blev efterfulgt af kontrasten i "None Like Us". I sidstnævnte sang blev det meget nøgent og flot, da Claus' vokal blev ledsaget af klaveret. Funch viste også, at han ikke er bange for at sige sin holdning, såsom i den højaktuelle sang om Grønland "They Never Disappear". Her fik han publikum til at stikke deres langefinger i vejret, som en hilsen til de personer, som tror de kan overtage et andet land.

Senere fik vi flere rockede numre fra det nye album såsom "Jetset Children" og afslutningsvis "Nothing". De nye numre tegner en meget spændende fremtid for Funch. Næste gang bandet spiller, må du ikke snyde dig selv for oplevelsen. Indtil da er her en klar anbefaling til at lytte til det nye album "A Song For A Dead Bird".


Share