Forsling&Hauch - "Idiolekt"
Forsling&Hauch har skabt et elektronisk mesterværk med deres seneste album, der bærer titlen "Idiolekt". Den dansk/svenske duo, bestående af Mika Forsling og Frederik Juul Hauch, har med dette album skabt et musikalsk univers, der fusionerer tværkulturelle elementer med drømmende lydlandskaber og tranceagtige vibrationer.
Af Kasper Neergaard.
Albummet åbner med nummeret "Ascending" og et insisterende beat, der udvikler sig til soniske synth rytmer, der straks fordyber lytteren i et elektronisk univers, hvor varme elektroniske akkorder og tætvævede rytmiske lag smelter flot sammen.
Dette album suger fra start lytteren ind i et musikalsk univers, med instrumentale dybder, hvor analoge og modulære synths møder akustiske trommer og percussion. Albummets struktur består af lange minimaliske bevægelser, der modulerer og udvikler sig til nærmest orkestrale teksturer, hvilket giver lytteren en følelse af at være fordybet i et bølgende eventyr af lyde.
Især i nummeret "Still" som starter med netop denne instrumentale dybde, i form af både de analoge synths, der møder de akustiske trommer. Undervejs bliver man henledt til gamle legender som Jean-Michel Jarre og hans album "Magnetic Fields" fra 1981. Samtidig fornemmer man også de samme organiske vibrationer, som en anden dansk kunstner Thorzager også har eksperimenteret med på hans nye album "Elegant Machinery".
Dette album er samtidig indspillet live i det legendariske Tambourine Studios i Malmø. Dermed bærer albummet en aura af kreativitet og historie, som kun få albums kan prale af. Denne arv fornemmes tydeligt i hver tone og hvert lag af lyd, der fylder albummet med en unik energi og dybde.
Som titlen antyder, er "Idiolekt" en sammentrækning til den individualitet, der gør os alle til unikke individer. Set og lyttet udefra virker det som om Forsling&Hauch med dette album ønsker, at vække lytternes egne associationer og skabe et rum, hvor musikken kan fortælle sin egen historie og åbne op for øjeblikkets hengivelse.
Samlet set er "Idiolekt" et imponerende værk, der beviser Forsling&Hauchs dygtighed som musikere og deres evne til at skabe musik, der både udfordrer og fortryller. Albummet er en absolut must for enhver, der elsker godt elektronisk håndværk, og søger en dyb og gribende musikalsk oplevelse.