Fake mannequin - 'Same Tree'

05-02-2026

Fake mannequin - Silhuetten af den udefinerbare nøgne torso med bløde formbare kurver, der venter på at blive klædt på i lag, på lag - der skaber retning og visualiseringen af øjebliksbilledet.

Af Dan Fast. 

Som udviklingen i de retningsskifte mennesker laver i energi og forståelse – inviterer Fake Mannequin til dans med den personlige rejse, der kræver skift i kurs og løsrivelse fra tidligere symbioser. Relation til et menneske eller relationen til et tidligere jeg, der ikke længere følger den indre evolution.

Som to grene der skyder i hver deres retning fra samme stamme, så løsrives vi fra tidligere stadier, relationer og udvikler os individuelt, men med fælles historie i grundstammen.

Debutsinglen 'Same Tree' udkommer torsdag d. 5. februar, og debutalbummet følger i maj 2026.

Same Tree, er første udspil fra Fake Mannequin, som består af duoen Amy Horn og Tor Laurens, der begge har eksperimenteret i forskellige konstellationer og nu er spundet sammen i projekt "Fake Mannequin" der spejler det maskinelle med de bløde former, i et univers der bølgende vugger igennem inspirationen fra trip-hoppens verden og med en indsprøjtning fra Massive Attack.

Same Tree handler om at vokse og acceptere forandringen, der skaber nye former, relationer og selvbilleder – uden at forbindelserne helt forsvinder. I atmosfærisk synth- og mørk electropop smelter det hele sammen i det minimalistiske hav af bølgende frekvenser og sjælfuldt varm lyrik fra Amy´s forførende stemme.

Om debutalbummet sejler videre i trip-hoppen og Massive Attack´s strømme mod det mørke melankolske univers eller om kompasset sætter kurs mod de lyse ambient, melodiske vande, som Morcheeba glider let igennem. Det vil jeg glæde mig til at drive med i og se i hvilken kurs Fake Mannequin udvikler projektet, der ikke bare vil høres, men mærkes som en fysisk forandring.

– uden at forbindelsen helt forsvinder.