Derfor er det også med en vis sorg i hjertet, at man lytter til What Are We Waiting For.

For flere gange undervejs sidder man faktisk med lyst til at svare på albummets titel:

Vi venter på de fede riffs.

For dem er der desværre blevet væsentligt længere imellem.

De riffs, som tidligere har været en stor del af Electric Guitars' identitet, er flere steder blevet erstattet af et langt mere poppet og afdæmpet udtryk. Det gør, at man flere gange sidder og leder efter det band, man troede, man kendte.

Det er ikke fordi, albummet er blottet for rock eller attitude.

Det er der stadig.

Men bare ikke på samme måde som tidligere.

Og det er nok det, der gør skuffelsen størst.

For Electric Guitars kan stadig deres håndværk. Det er tydeligt, at der er styr på både sangskrivning, produktion og musikalsk sammenspil. Problemet er mere, at udtrykket denne gang føles for pænt og til tider næsten kønsløst.

Man savner ganske enkelt noget mere bid.

Noget mere kant.

Noget mere guitar.

De skal dog have point for at forsøge at trække musikken i en ny retning. Et band skal selvfølgelig have lov til at udvikle sig og prøve noget andet, og What Are We Waiting For er ikke et dårligt album.

Det er bare svært ikke at sammenligne med det, Electric Guitars tidligere har været så gode til.

Der er heldigvis enkelte lyspunkter.

Åbningsnummeret "The Messenger" fungerer rigtig godt og giver faktisk håb om, at albummet er på vej i en anden retning. Midtvejs finder man "The Inner Circle", som også rammer noget af den energi og attitude, man savner på resten af pladen.

Men de stærke øjeblikke kommer for sjældent.

Resten bliver flere steder for kedeligt og for ufarligt, og man ender med at savne den rå rocklyd, som tidligere har gjort Electric Guitars til et band, man altid kunne regne med, når man havde brug for et godt riff.

What Are We Waiting For er derfor et lidt mærkeligt album.