Electric Boys – Shady Side of Town (EP)

21-11-2025

Det er nærmest befriende, at der stadig udkommer ny rock, der står ufortrødent plantet i den jordbund, som AC/DC, Led Zeppelin, Aerosmith og ZZ Top engang fræsede igennem. I en tid hvor genrer smelter sammen, og rocken ofte pakkes ind i popproduktion og digitale glanslag, er der noget umiskendeligt læskende over bands, der stadig tør lugte af rørforstærkere, slidte læderjakker og stramme grooves. 

Af Kasper Neergaard.

Svenske Electric Boys er bestemt ikke alene på den front—navne som The Southern River Band og Dirty Honey holder også faklen højt. Men selvom Electric Boys efterhånden er et etableret navn og måske kan betegnes som Sveriges svar på D-A-D, så er det altid en fornøjelse, når de dropper nyt materiale.


EP'en Shady Side of Town åbner uden omsvøb. "Head Honcho" går lige i struben—et råt, velklingende guitarriff driver nummeret frem, og i versene fader det elegant ud, så der bliver plads til atmosfærisk orgelarbejde i baggrunden. Det er små detaljer som disse, der viser Electric Boys' styrke: de nægter at være et simpelt retro-rockband. De bygger lag, stemninger og små hooks ind i det velkendte udtryk.

"Grand Explosivos" gør præcis som titlen lover. Nummeret springer ud af højtalerne med en næsten teatralsk energi, før det pludseligt skifter over i en fræk bossa nova-rytme, som kun Electric Boys ville slippe af sted med. Det føles både skamløst og overlegent – et nummer der balancerer på kanten af pastiche, men lander solidt på benene, fordi bandet spiller med en selvsikkerhed, der er umulig at benægte.

På "Looking for Vajayay" vender bandet tilbage til hårdtslående rock'n'roll. Endnu et solidt riff er i centrum, men her får både bas og guitar mere plads til at fylde og danse henover hinanden. Der er en svedig, næsten klubagtig swagger over nummeret – man mærker bandets rødder i både funk og klassisk hard rock.

EP'en rundes af med "Keep It Dark", som føles som et naturligt punktum. Endnu et stærkt nummer, hvor Electric Boys skruer op for koret og tilføjer lidt ekstra storladent krydderi til afslutningen. Det er et af de tracks, der efterlader en med følelsen af, at EP'en kunne have fortsat i fire numre mere, uden man ville miste interessen.


Shady Side of Town er en uimponeret, velspillet og charmerende EP fra et band, der både respekterer deres rødder og tør lege med dem. Electric Boys beviser endnu engang, at klassisk hard rock hverken behøver være støvet eller repetitiv—den kan stadig være legesyg, modig og frem for alt sjov. For fans af den traditionelle rockfane er dette et lille, men yderst veludført skud energi.