En højtbelagt ørefigen af et debutalbum fra undergrunden.

Af Gitte Nissen.

Double Space er ikke en samling unge knøse, der lige har købt deres første Marshall-forstærker for lommepengene. Næh nej. Det er granvoksne mænd, der i mange år har cirkuleret i den århusianske undergrund og været en inspirationskilde for en masse andre bands.

Titlen Not In A Million Years er en sarkastisk reference til deres vedholdenhed og til den kontinuerlige strøm af modgang, de har mødt gennem tiden. Men også til deres helt eget take på musikken: De har sparket tidens tand over i et hjørne og spiller præcis det, de selv er gode til.

Tung, beskidt, hypnotisk og psykedelisk rock, hvor guitarerne får lov til at fylde RIGTIG meget.

Følelsen af, at musikken slæber sig frem som et par alt for lange og gennemblødte denimbukser. Men lige nedenunder ligger der en masse uro og uforudsigelighed, som bobler og venter på at eksplodere.

Der er riffs, der er enkle og næsten primitive, men også riffs, der er vredet, smadret og forvrænget til ukendelighed.

Er du til Kyuss' stoner-groove, Queens of the Stone Ages tidlige og beskidte materiale, Eyehategods sludge og smerte eller Black Sabbaths tunge grundriffs, så befinder Double Space sig et sted i det landskab.

Lyden er i centrum.

Det er svært at sidde og analysere sangenes vers, omkvæd og traditionelle strukturer. Det er simpelthen ikke dér, mit fokus ligger. Om end man ikke kan komme udenom at tekst OG musik hænger uløseligt sammen.

Det handler om lyd, masse, gentagelse, dynamik og stemning.

Det er knusende riffs, desperate leads og nådesløse nyrestød fra trommerne. Musikken skal ikke nødvendigvis føre dig fra A til B. Og når man vælger en lyd, der på ingen måde har til hensigt at lyde perfekt eller poleret til mainstreamen, skal man selvfølgelig også have den rigtige person til at få den frem.

Her kommer Jacob Bredahl fra Dead Rat Studio ind i billedet. Han formår at bevare den rå og ærlige lyd, uden at den mister sin tyngde. Det skal lyde troværdigt. Det skal lyde beskidt. Og frem for alt skal det lyde som et band, der faktisk står i rummet og spiller. Noget jeg desværre ikke har oplevet endnu, men forhåbentlig snart.

Det gør det til fulde.

Moderne Black Sabbath.

Double Space trækker tydelige spor tilbage til Black Sabbath. Begge bands bygger en stor del af deres musik op omkring guitarriffs – riffs som sangenes motor.

Der er den langsomme tyngde. Black Sabbath var mestre i at få relativt simple riffs til at føles enorme. Det gør Double Space også, bare med et langt mere moderne og ekstremt udtryk.

Der er bluesroden, hvor Sabbath ofte tog udgangspunkt i bluesrock og gjorde den mørk og tung. Double Space har fat i den samme grundidé, men filtrerer den gennem sludge, noise og stoner.

Og så er der gentagelsen.

Riffs behøver ikke skifte konstant for at holde interessen fanget. Tværtimod kan gentagelsen gøre dem mere intense. Man hører det samme riff igen og igen, men det føles tungere for hver omgang, fordi stemningen omkring det hele bliver mere og mere klaustrofobisk.

Der er også en fælles fascination af det dystre og ubehagelige. Hos Sabbath er det ofte det næsten gotiske og okkulte. Hos Double Space er det mere råt, fysisk og nihilistisk.

Men Double Space er ikke en kopi.

De er snarere et produkt af den musikalske arv:

Black Sabbath → Kyuss → Queens of the Stone Age / sludge / doom → Double Space

En moderne videreførelse af en gammel idé om, at et godt riff ikke behøver at være kompliceret. Det skal bare være tungt nok.

Ka' vi så få no'et ro'?

Nej, tak.

Bare giv den fuld hammer og lad dine ører blive forført af denne højtbelagte ørefigen fra Double Space.

Det her er musik, der ikke forsøger at behage dig.

Den vil bare være tung, beskidt, høj og ubehageligt lækker.

Og hold nu op, hvor er den lækker.

Jeg giver denne flotte debut 4,5 ud af 5 skæg.