Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl har lige afsluttet deres sommertour i Danmark

23-08-2026

Regnen havde netop lagt sig, da Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl spillede solen frem i skulpturparken ved CLAY keramikmuseum i Middelfart, hvor vi oplevede dem. Duoen havde glædet sig til at spille og ikke mindst høre folk synge med. Udover de to kvinder var guitaristerne Michael Hartmann og Mads Wegner med til at give folk en rørende koncertoplevelse.

Af Mathias Vinsten

I starten af koncerten blev "Så tag mit hjerte" af Tove Ditlevsen taget under kærlig musikalsk behandling. Dorthes dybe røst bragte, i kombination med akustiske guitarer og en "old school" rytmeboks, det gamle forelskelsesdigt til live på smukkeste vis. Efterfølgende kunne publikum nyde en flerstemmig version af Swan Lee-nummeret "Heaven", hvor Pernilles vokal virkelig fik lov til at træde tydeligt frem og slide guitaren fuldendte udtrykket af et svæve oppe mellem skyerne.

Duoen gjorde igennem koncerten meget ud af at introducere sangene, som da Pernille fortalte om sit møde med Jens Rosendal og hans sang "Du kom med alt det der var dig". Hun fortalte at det eneste sted i sangen, hvor man kan høre at teksten er skrevet til en mand, er i tredje vers, hvor man synger "din næve var så varm og god". I løbet af koncerten fik vi flere gode forklaringer på sangenes betydning, hvilket virkede godt til den lidt intime stemning, som prægede stedet på en søndag eftermiddag. Der blev også plads til de lidt mere politiske emner, da bandet fremførte en vaskeægte protestsang. Dorthe forklarede, at det handlede om, at man tidligere havde forringet den gode udsigt på Vejlefjordbroen ved at sætte store vindskærme op. Et tiltrængt bevis på at intet emne er for lille til at skrive en god sang på.

Lidt senere blev publikum inviteret til fællessang i Swan Lee-nummeret "Lost in the fire" og med "ih-æh-oh" fik bandet folk til at synge diskret med. Også det nye nummer "Altid" om Dorthes afdøde farmor indprentede sig i folks hukommelse. En rørende fortælling om farmorens sidste ønske, som var at opleve Vesterhavet og få sand mellem tæerne, satte rammen for et smukt og følsomt nummer. Her måtte Dorthe selv overgive sig til sine følelser, da stemmen et kort øjeblik bristede, hvilket sandsynligvis var medvirkende til at størstedelen af publikum blev rørt til tårer.

Dorthe og Pernille leverede en nærværende koncert, som folk sent vil glemme. De mange gode fortællinger og gamle hits fungerede overraskende godt i nye klæder. Også nye sange, som med Dorthes egne ord er "fugleunger", der bliver kastet ud over scenekanten, beviste at vingerne kunne bære. Det blev en eftermiddag, hvor publikum blev forkælet med musikalske lækkerier og fortællinger, som satte gang i en stor del af følelsesregisteret.

Share