Dizzy Mizz Lizzy – Når sandheden går hånd i hånd med perfektion

Onsdag 18. juni, Helviti-scenen, Copenhell 2025

"Gimme Some Truth" stod der på Tim Christensens cap denne onsdag aften på hovedscenen. Og sjældent har et statement føltes mere rammende. For én sandhed står lysende klar: Dizzy Mizz Lizzy er Danmarks ubetinget bedst spillende liveband.

Tre mand på en kæmpestor scene burde give luft. Men ikke her. De fyldte hele området med massiv lyd, båret af blandt andet én af de få Fender Stratocasters, der var at høre på Copenhell. Lyden var knivskarp og mixet med kirurgisk snilde – og det klædte især det detaljerige materiale fra de senere albums.

Tim Christensens perfektionisme kan ikke nævnes nok. Han spiller og synger med en ro og kontrol, der næsten virker uvirkelig. Men det her er ikke kun hans show – både Søren og Martin banker igennem med både autoritet og overblik. Det er den slags sammenspil, man kun får, når man kender hinanden rigtig godt – og har øvet sig endnu mere.

Og så er der det med "indstråling". Ja, du læste rigtigt. Mange vil sige, at Dizzy mangler udstråling – og det er ikke helt forkert. Men måske handler det ikke om mangel, men om valg. Der er en næsten zen-agtig koncentration over deres tilstedeværelse. De står ikke og spiller smarte, men lader musikken tale. Det kræver mod – og det virker.

Måske er det netop deres beskedne og lidt generte facon, der deler vandene. Men herfra skal der lyde en stille bøn: Kunne nogle af alle de mere larmende og langt mindre dygtige musikere ikke tage en smule ved lære? Ydmyghed klæder, især når man har et reelt talent at have den i.

Foto: I Do Concerts - Sebastian Danmark

Dizzy Mizz Lizzy gav os sandhed. Uden filter. Og vi kvitterede med taknemmelighed, hænder i vejret og en følelse af, at det her – det var stort. Ikke på den buldrende måde. Men på den måde, hvor alt går op i en højere enhed. Og bliver hængende længe efter sidste akkord.