Deep Purple – Royal Arena
Legenderne nægter at blive trætte.
Når et band har snart 60 år på bagen, kunne man måske godt frygte, at det hele efterhånden kører lidt på rutinen.
Det var bestemt ikke tilfældet, da Deep Purple indtog Royal Arena søndag aften.
Tværtimod.
Her fik vi et band, hvor den enorme erfaring kom til udtryk gennem en sublimt velspillet koncert. Der var ikke meget metaltræthed at spore, og man sad flere gange med følelsen af, at de her herrer ganske enkelt ved præcis, hvordan et rockshow skal leveres.
Men der er også kommet yngre kræfter til.
Og hold nu op, hvor Simon McBride spiller guitar.
Han holdt de gamle drenge til ilden hele aftenen og leverede guitarspil i absolut verdensklasse. Selvfølgelig vil Ritchie Blackmore altid være en enorm del af Deep Purples historie, men denne aften savnede jeg ham faktisk ikke ét eneste øjeblik.
McBride forsøger heller ikke bare at være Blackmore.
Han spiller på sin egen måde, og det klæder bandet.
Det samme gælder Don Airey bag tangenterne.
Jon Lord vil altid være savnet. Hans Hammond-lyd var en så stor del af Deep Purples identitet, at han aldrig bare kan erstattes. Men det betyder ikke, at Don Airey ikke kan løfte opgaven.
For det kan han.
Hans spil var sublimt, og flere gange fik han lov til at vise, hvor vanvittig dygtig en musiker han egentlig er. Der var intet at sætte en finger på.
Og så er der Ian Gillan.
Deep Purple har altid været et af mine helt store hjertebørn inden for rocken. Og jeg må samtidig erkende, at det faktisk er Coverdale-perioden og de albums, han lavede med Purple, som står mit hjerte nærmest.
Men hvis vi skal sammenligne de to herrer i dag, så må jeg også bare sige det:
Ian Gillan gør det altså noget bedre end David Coverdale på deres gamle dage.
Selvfølgelig er stemmen ikke den samme, som da Gillan stod og skreg sig gennem "Highway Star" for mere end 50 år siden. Det ville næsten være urimeligt at forvente.
Men han leverer stadig.
Og vigtigere endnu: Han virker til at nyde det.
Det samme gør resten af bandet.
Der var en spilleglæde på scenen, som gjorde, at de gamle klassikere ikke bare føltes som noget, der skulle krydses af på en sætliste. "Lazy", "Perfect Strangers", "Space Truckin'" og selvfølgelig "Smoke on the Water" blev leveret af et band, der stadig har noget at byde på.
Det er måske netop det mest imponerende ved Deep Purple anno 2026.
De behøver ikke bevise noget længere.
De kunne sagtens tage rundt og spille de største hits, hente pengene og tage hjem igen.
Men sådan føltes det ikke i Royal Arena.
Det føltes som fem musikere, der stadig synes, det er fedt at stå på en scene og spille sammen.
Og når Simon McBride og Don Airey samtidig får lov til at presse musikken lidt og lege undervejs, bliver det meget mere end ren nostalgi.
Det bliver en rigtig rockkoncert.
Deep Purple viste i Royal Arena, at erfaring ikke behøver være det samme som rutine.
De er blevet ældre.
Det er vi andre også.
Men da tonerne fra "Black Night" til sidst fyldte arenaen, sad jeg egentlig bare tilbage med én tanke:
Gid de aldrig stopper.