Cilie – Uden Dig (single)

2024-05-31

I et utal af forskellige skildringer, er døden behandlet. Med den nye single Uden Dig sætter Cilie fokus på et personligt tab, men også en almen visdom, der affødes af dette tab.

Af Michael Ørbæk Rasmussen.

At miste en bekendt kan være svært, men at miste en person, der står os i en nær relation, det bærer en ufattelig konsekvens. I vores rationelle sind kan vi fatte meget, men altet, hele virkeligheden, bryder grænserne for vores evner. Sker det ubærlige for os, at vi mister en ven, veninde eller livspartner, da opstår en intethed i virkeligheden. De vanlige handlingsmønstre, genkendelsen af særlige lyde, den støttende skulder. Tabets ufattelige konsekvens er fødslen af en intethed, der bryder tilstedeværelsen og nærværelsen af disse vanlige mønstre, den velkendte lyd eller den støttende skulder. Virkeligheden undergår en radikal forandring.

I Uden Dig har Cilie komponeret hendes forsøg på at begribe denne ufattelige konsekvens, hvilket uden tvivl er vellykket. Med vokalen bliver det klart, at veninden havde en særlig betydning, at hendes bortgang har affødt noget for Cilie ufatteligt. Stemningen, der anlægges med vokalen, støttes formidabelt af et klart og delikat fingerspil på guitaren – en komponent, der næsten kunne stå alene. Med det øvrige sparsommelige, men yderst velkomponerede valg af instrumentering, har Cilie formået en smuk afsked til veninden. Et musikalsk billede af den visdom, at vi alle er der for nogen.