Austin Powell – Retribution

03-10-2026

Når amerikansk pop får et nordisk udtryk

Den amerikanske musiker Austin Powell er ude med "Retribution", og her får vi et ganske solidt popnummer, der faktisk lyder mere europæisk end amerikansk.

Af Kasper Neergaard

Der er et eller andet nordisk over lyden, som hurtigt fanger min opmærksomhed.

Musikalsk bevæger nummeret sig mellem moderne pop, indie og R&B, og det fungerer egentlig rigtig godt. Der er et behageligt groove, en god energi og en produktion, som giver de forskellige elementer plads.

Men det, jeg især hæfter mig ved, er guitaren.

Den ligger som en rigtig fed undertone gennem nummeret og giver musikken lidt mere kant, end man normalt forbinder med moderne pop.

Og hvor er det egentlig fedt, at guitaren stadig får lov til at fylde i popmusikken!

Det behøver ikke altid være store riffs eller vilde guitarsoloer. Nogle gange kan en forholdsvis simpel guitarfigur være nok til at give et nummer karakter.

Og det fungerer her.

Austin Powells vokal passer samtidig fint ind i det moderne lydbillede, og nummeret har en afslappet og næsten legende tilgang, som gør det nemt at lytte til.

Hvis man skal sætte en finger på noget, så bliver det hele også lidt sikkert. Man kunne godt have ønsket sig, at nummeret havde taget lidt flere chancer, eller at guitaren havde fået endnu mere plads.

For det er faktisk her, jeg synes, sangen har sin største styrke.

"Retribution" er et solidt og velproduceret popnummer, som har en interessant blanding af amerikansk R&B og et næsten nordisk indieudtryk.

Det er ikke et nummer, der vælter én omkuld, men det fungerer ganske fint.

Og så er det altså dejligt at høre, at en guitar stadig kan gøre en forskel i moderne pop.

"Retribution" får 3 skæg ud af 5.

Share