August Høyen rev gulvtæppet væk under Aarhus
Der var stille i salen, da August Høyen trådte ud på scenen i Musikhuset Aarhus lørdag aften. Stille på den måde, hvor man næsten kan høre, at folk holder vejret. Og i løbet af de næste to timer rev han gulvtæppet væk under os – ikke med bravur og bulder, men med nænsomhed, humor og en ærlig skrøbelighed, der gik lige i mellemgulvet.
Allerede efter første sæt blev tårerne diskret tørret væk i foyeren i pausen. Publikum bevægede sig rundt i en stille summen – som om alle lige skulle samle sig, inden næste bølge af følelser skyllede ind.
I andet sæt blev scenen badet i blødt lys, og da strygerne trådte til, lagde de et elegant, silkeblødt tæppe under Høyens stemme. Overgangene mellem sangene gled ubesværet – så naturligt, at man næsten ikke opdagede, når én sang blev til en anden.
Humor og selvironi fandt også plads midt i det rørende. Høyen balancerede med sikker hånd mellem grin og gråd, mellem nærvær og distance. Han turde være sårbar, men også drille publikum – og publikum tog imod med åbne arme og klappede begejstret med på 2 og 4, når rytmen inviterede til det.
Hans vokal stod hele aftenen som et sikkert anker – smuk, klar og fuld af følelse. Der var noget dybt menneskeligt over hans måde at synge på; en varme og omhed, som fik selv de mest afdæmpede sange til at føles som små bekendelser.
Da sidste tone ebbede ud, rejste publikum sig. Ikke i chok, men i taknemmelighed. Gulvtæppet var måske blevet revet væk – men August Høyen havde lagt et nyt, blødt tæppe af musik, der fik os alle til at stå lidt mere stille, lidt mere åbne, da vi gik ud i den kolde efterårsaften.
