Anthrax – Cursum Perficio

Er dette deres svanesang? Er det punktummet? Lidt à la Megadeth? Nej, det er absolut ikke dét, der – trods albummets titel – er lagt op til fra Anthrax' side. Nok er de herrer ved at være aldrende, og dette er deres 12. studiealbum, men de er alt andet end færdige.

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at vi har fået et studiealbum fra Anthrax (For All Kings, 2016), og holder det så? Er de stadig på toppen, og kan de ramme fortidens niveau?

Lad os prøve at dykke ned i albummet.

Det er thrash metal, hvor du kan høre en flot produktion. Vokalen er klar, og instrumenterne træder tydeligt igennem uden at overdøve hinanden. Det er organisk uden at være sterilt – og overraskende, men igen: Det afhænger af, hvilke forventninger man har. Man kan, i min optik IKKE sammenligne tidligere Anthrax med ny Anthrax 1:1, da alting, alt og alle udvikler sig, ligesom en levende organisme. Musik står ikke stille, med mindre at det er elektronisk musik der er klippet og klistret sammen i blokke på en computer.

Jo længere tid der går imellem udgivelser, desto større forventninger vil der altid være, når man har et bagkatalog som Anthrax har, men albummet fortjener til fulde, at man giver den et lyt med et åbent sind.

Der er personlige referencer på albummet, i den forstand at Ian Scott beretter om faderens Alzheimer på nummeret The Long Goodbye, en emotionel, storladen, personlig og melodisk beretning, efterfulgt af en rigtig banger på nummeret It's For The Kids.

En klassisk Anthrax-lyd i højt tempo, nøjagtig som vi kender det. Masser af fed tråd. Lækre soli og sang, temposkift en masse. Ian Scott spiller guitar som et maskingevær med uendelige mængder

ammunition, Charlie Benante tæsker løs på trommerne, som var det en boksepude med et billede af hans værste fjende, Frank Bello understøtter kaosset, og Joey Belladonnas stemme stiger til vejrs.

Lige netop dette nummer er en hilsen til de mange fans, som har fulgt bandet over næsten en menneskealder, og et tilbageblik på deres lange karriere.

Det er IKKE blot et album med retro-thrash. Det har tyngde og modenhed, men stadig det her kendetegnende, genkendelige rytmiske Anthrax-angreb.

Dette er IKKE et nostalgi-projekt, men en plade, der lyder som Anthrax nu, med alle de ting, der har gjort dem til Anthrax.

Der er masser af momentum på denne plade. Der er en masse tyngde og aggression, og jeg vil mene, at det er en plade, der udvikler sig, desto flere gange man gennemlytter den. Man opdager flere og flere lag.

Trommeslager Charlie Benante har udtalt, at albummets titel derudover også er en reference til, at de efter 45 år ikke længere føler, at de skal bevise noget.

Sådan lidt: Vi har alle en fortid, som vi ikke kan – og skal – løbe fra. Men lær af den, reflektér over tingene, tag det brugbare med dig, og brug det til noget endnu bedre. Og for at svare på mit eget spørgsmål fra tidligere? Holder det? Ja, det gør det.

Giv den et lyt - jeg giver den 4,5 ud af 5 skæg.