Anna Stengade - Lanterne
Lanterne: Et ufiltreret pusterum, der godt måtte have larmet lidt mere
Af Franck Sidenius
Når der går mere end ti år mellem to udgivelser, og man undervejs har været igennem et forløb med en hjernetumor, vender man næppe tilbage for at lefle for P3-segmentet. Selvom Anna Stengade tidligere har fået airplay på både P3 og P4, virker det ikke til, at det har været målet med denne EP.
Når der går mere end ti år mellem to udgivelser, og man undervejs har været igennem et forløb med en hjernetumor, vender man næppe tilbage for at lefle for P3-segmentet. Selvom Anna Stengade tidligere har fået airplay på både P3 og P4, virker det ikke til, at det har været målet med denne EP.
Hun har på Lanterne lagt fortidens engelsksprogede soloudgivelser og de elektroniske eksperimenter i gruppen Sinusstøv bag sig. I stedet har hun skiftet til modersmålet og lyder nu mest af alt som en kvinde, der havde en håndfuld dybt personlige sange, der endelig skulle ud.
Vi er langt væk fra storladne pop-produktioner og befinder os, som hun selv beskriver det, i et afdæmpet krydsfelt mellem mørk indiepop, fransk chanson og nordisk visetradition. Tager du et par ordentlige hørebøffer på, er det decideret som at blive inviteret hjem i hendes dagligstue, hvor vokalen ligger helt tæt inde i øregangen.
Til at bygge lydbilledet op har Stengade allieret sig med producer Hannah Schneider og co-producer Jacob Haubjerg, mens Espen Laub von Lillienskjold gæster på EP'ens afsluttende ekstranummer. Selvom instrumenteringen breder sig over både klaver, bas, strygere, synthesizere og processerede kor, bliver det hele holdt så behersket, at teksterne uhindret kan lande direkte nede i madpakkerne og voksenlivets trummerum. Og selvom hun har et sygdomsforløb med i bagagen, handler det hele meget mere konkret om angsten for ikke at slå til over for sine nærmeste.
For at skabe forståelse for de svære følelser, hun har bøvlet med i kølvandet på sygdommen, bruger hun gennemgående stærke metaforer til at lukke lytteren ind i sit tankemylder. En hæsblæsende cykeltur hjem gennem mandagstrafikken beskrives som en wrestler, der kaster sig ind i en kamp, mens panikken fra de tempofyldte tankerækker siver som vand ned i revner og sprækker.
Giv bare nummeret "Ingen Elastik" et lyt. Her synger hun om døden på en helt tør og usentimental måde:
"Og jeg har set at jeg skal dø en dag / Men acceptere det er en anden sag / Og der er ingen elastik for tid er stift / Sæsonernes evindelige skift"
Teksten er egentlig ret panisk, fordi tiden bare løber, men alligevel leverer hun ordene med en knastør ro. På nummeret "Tilbagelænet" er vi om bord på en færge. Det kunne være verdens mest banale setup, men det ender ud i en ret fin insisteren på, at man sagtens kan kende til havets dybder og alligevel bare blive siddende og tage turen i sit eget tempo.
Det fungerer alt sammen overbevisende, men pladen er for mig lige en tand for velopdragen. Da det sjette og sidste nummer lukkede ned, gik det op for mig, hvad jeg manglede. Det er ikke fordi, hun nødvendigvis skulle have lydt fandenivoldsk som Annisette Koppel eller råbt igennem som Sanne Salomonsen – jeg kan egentlig ikke sætte en specifik finger på det. Jeg havde bare hele vejen igennem ventet på, at det hele kørte af sporet et øjeblik - ligesom livet til tider gør det - At en forstærker pludselig begyndte at skratte, eller at hendes stemme faktisk knækkede over. Det sker bare ikke. Det hele forbliver snorlige.
Det er drønærgerligt, for manglen på vildskab koster det sidste skæg. Når det er sagt, så hænger Lanterne alligevel ved, og hvis du i forvejen nyder at lytte til en kunstner som f.eks. Lise Westzynthius og sætter pris på det tænksomme, teksttunge håndværk, er der masser at komme efter her.
Det er en udgivelse, der kræver, at du selv sætter farten ned og lytter efter – men gør du det, er den til gengæld så inderlig og personlig, at den langsomt kravler ind under huden og nægter at give slip.
Vurdering: 4.0 ud af 5 melankolske skæg