Anmeldelse: ERGO – Ingen Kys På Motorvejen

2025-06-13

Med debutsinglen Ingen Kys På Motorvejen træder ERGO frem på den danske musikscene med et brag – og hvilken debut det er. Fem unge gutter har skabt et nummer, der føles både energisk og ægte. Det er stadionrock med elektroniske muskler og en lyd, der både er moderne, medrivende og umiskendeligt deres egen.

Af Martin Madsen

Sangen rammer tidens lydspot-on. Med sine tunge synth-flader og pumpende beat er Ingen Kys På Motorvejen en velproduceret cocktail af elektronisk rock og pop, der placerer ERGO i slipstrømmen af både The Minds of 99 og internationale acts som The Killers og Nothing But Thieves – uden at virke som en kopi. Tværtimod. ERGO har en virkelig fed lyd, og man fornemmer, at her er et band, der ved, hvad de vil – og som har noget på hjerte.

Lyrisk bevæger vi os gennem en køretur, hvor stilheden i bilen bliver et billede på følelsesmæssig afmagt og konfliktskyhed i et parforhold. Det er en stærk og relaterbar fortælling, som mange vil kunne spejle sig i. Linjen "ingen kys på motorvejen" bliver et billede på både afstand og længsel – en slags stille krise i et forhold, hvor ordene er blevet væk, og man kører i ring.

Der er noget befriende jordnært over ERGO, på trods af den storladne lyd. Det hele virker ægte. Det er svedigt og fællesskabende musik, som kalder på at blive sunget med på i sommervarmen – gerne med armene i vejret, som om det gjaldt livet.

Med Ingen Kys På Motorvejen viser ERGO, at de er kommet for at blive. Det er en mega fed sang, der både lyder godt og føles rigtigt. Jeg tør godt sige det allerede nu: Man kommer til at høre meget mere til ERGO.