Anmeldelse af Heartland Festival 2025
Heartland Festival 2025 bød endnu engang på en sanselig sammensmeltning af musik, kunst, mad og dybe samtaler midt i de naturskønne omgivelser omkring Egeskov Slot. Med et alsidigt program og en atmosfære, der balancerede det intime og det storslåede, formåede festivalen at skabe et rum, hvor både refleksion og fest kunne få frit spil. Her følger en samlet anmeldelse af årets oplevelser.
Tobias Rahim – charmerende kontrol i krigszoneæstetik
Iført skudsikker vest og bakket op af det "neo-skandinaviske forsvarssystem" indtog Tobias Rahim Heartland-scenen med en blanding af militær æstetik og varm publikumskontakt. Det kunne nemt være blevet en gimmick, men Rahim formåede at balancere sin teatralske visuelle identitet med en koncert, der virkede både nærværende og gennemført.
Rahim havde publikum i sin hule hånd fra første beat. Hans tilstedeværelse på scenen er ikke til at tage fejl af – han er vildt charmerende og virker på en gang selvsikker og ægte. Publikum kvitterede med ubetinget hengivelse, og det var tydeligt, at han rammer dybt hos sin generation.
Foto: Tommy Torp
Autotuneren var i spil hele vejen – nogle gange i en grad, der næsten overskyggeder hans vokal. Og selvom det for undertegnede – som hverken er i kernemålgruppen eller normalt tiltrukket af genren – blev en anelse for digitalt, må det erkendes, at Rahim leverede en stærk og medrivende koncert. Musikalsk trækker han allerede på en bred erfaring, som hans performance demonstrerer, at han har meget mere på hjerte end det hitlistevenlige ydre måske først antyder.
Alt i alt en suveræn og overbevisende optræden fra en kunstner, der med karisma og kontrol sætter sig tungt på den danske musikscene – og viser, at han er kommet for at blive.
Shane Smith & the Saints – smittende energi og musikalsk overskud
Det texanske band Shane Smith & the Saints leverede en af de mest helstøbte musikalske oplevelser på årets Heartland. Med en klokkeklar lyd og en sceneoptræden præget af både ydmyghed og overbevisning, tryllebandt de publikum fra første tone.
Bandets sammenspil er intet mindre end imponerende. Hver eneste musiker ved præcis, hvor de står i helheden – og det kan høres. Fra violinen til det solide trommespil og vokalharmonierne, emmer hele koncerten af rutine og musikalitet. Frontmand Shane Smith har en solid, karakterfuld stemme, der skærer rent igennem og bærer både de stille passager og de mere eksplosive højdepunkter.
Foto: Viktor Larsen
Publikum lod sig hurtigt rive med. Der gik ikke længe, før dansen bredte sig foran scenen, og stemningen udviklede sig til ren folkfest. Der var smil, sang og dans – og en tydelig følelse af fællesskab, som kun de færreste bands formår at skabe i så stor skala.
Shane Smith & the Saints viste, hvordan rootsrock og americana kan ramme dybt – også under en dansk sommerhimmel. En koncert, der både var musikalsk stærk og emotionelt opløftende, og som beviste, at bandet mestrer kunsten at bygge bro mellem tradition og nutid med varme og nerve.
Albin Lee Meldau – svensk soulguld med elegance og styrke
Med sin dybe, let raspede vokal og en nærmest underspillet karisma indtog Albin Lee Meldau scenen på Heartland med en autoritet, der ikke krævede store armbevægelser. Svenskeren leverede en koncert, der balancerede det sjælfulde og det stringente – og som beviste, hvorfor han med rette betragtes som en af Skandinaviens stærkeste vokalister netop nu.
Der var ikke meget overflødig snak – musikken fik lov at tale. Og det gjorde den. Meldau synger med en naturlig autoritet, der sjældent forfalder til overspil, men som alligevel når helt ind. Hvert nummer blev leveret med stor sikkerhed, og samspillet med bandet var stramt og velsmurt.
Foto: Viktor Larsen
Et højdepunkt i koncerten var det smukke korarrangement, hvor tre kvindelige korsangere tilføjede både dybde og varme til lydbilledet. Det var ikke blot en gimmick – det løftede de allerede stærke kompositioner og gav koncerten en glans af gospel og klassisk soul.
Albin Lee Meldau beviste med sin optræden, at han både har stemmen og sangene til at bære en hel scene – også på en festival som Heartland, hvor publikum kommer med høje forventninger og åbne sind. En rørende og elegant koncertoplevelse, der satte et markant svensk aftryk på en ellers dansk domineret festivalplakat.
Breland – Amerikansk energi med soul og funk
Breland bragte soul, gospel og funk til Fyn med en performance, der sitrede af energi. Med rødder i amerikansk tradition og et moderne udtryk, leverede han en koncert, der fik publikum op at stå – og blive der. En af festivalens mest eksplosive nye navne.
The The – Sortklædte veteraner uden hast
De fem ældre herrer fra The The trådte ind i deres sorte jakkesæt og leverede en tung, dyster stemning. Bevægelsen på scenen var minimal de første tre numre – så minimal, at man et øjeblik kunne tro, de konkurrerede med TV-2 om titlen som "80'ernes mest stillestående band". Dog skal det siges, at musikken holdt nostalgien i hævd, og der var kvalitet under overfladen – også selvom tempoet var i underkanten.
Justin Timberlake – Stjerneformat og publikumsfavorit
Justin Timberlake beviste endnu en gang, hvorfor han er en verdensstjerne. Fra første sekund havde han 28.000 publikummer i sin hule hånd. Med et gennemkoreograferet sceneshow, livekamera på scenen og imponerende visuelle effekter, leverede han en koncert, hvor alt sad – også dansetrinene. I et sjældent øjeblik satte han tempoet ned og brugte fem minutter på bare at lege med publikum – en stjerne, der nyder at være til stede. Publikum elskede ham – og det var gensidigt.
Foto: Viktor Larsen
Kind mod Kind – Nattens varme eftersmag
Kind mod Kind havde æren af at følge efter Justin Timberlake – en svær opgave, men de formåede at tiltrække en betragtelig del af det store publikum, som ikke havde fået nok endnu. Deres intime og organiske lyd passede perfekt til midnatsstemningen, og koncerten blev en smuk afslutning på en stor dag.
Foto: Martin Liebmann
Aphaca – kompromisløs kraft og kollektiv selvsikkerhed
Der var trængsel foran scenen, da danske Aphaca gjorde klar til deres optræden – og med god grund. Bandet, der er blandt de mest omtalte nye navne på den danske musikscene, leverede en koncert, der både var tight, energifyldt og helt uden slinger i valsen.
Fra første sekund stod det klart, at Aphaca ikke er i tvivl om, hvem de er, og hvad de vil. Der var ingen tøven, ingen opvarmningsfase – bare et direkte, velspillet angreb på sanserne, båret frem af et band i fuld kontrol over både udtryk og publikum.
Foto Viktor Larsen
Lyden var kontant og balanceret, og samspillet i bandet fremstod så naturligt, at man skulle tro, de havde stået på landets største scener i årevis. Det var især slående, hvor ubesværet de håndterede det massive fremmøde – for crowdet foran scenen var ikke bare stort, det var pakket tæt og fuldt engageret fra start til slut.
Aphaca formåede at levere en koncert, der både tilfredsstillede dem, der kom for musikken, og dem, der kom for oplevelsen. En helstøbt præstation fra et band, der på rekordtid har bevist, at de kan levere – også når presset er højt. Hvis de fortsætter sådan her, bliver det ikke sidste gang, man ser dem på Heartland – eller på langt større scener.
Emma Sehested Høeg – Sølvpigens triumf på Heartland
Emma Sehested Høeg er ikke bare musiker – hun er performer med stort P. Med hele scenen som sin private catwalk, og et tøjskift, der kulminerede i et sølvglitrende bodysuit, leverede hun en koncert med masser af attitude og selvironi. Musikalsk bevæger hun sig i et spændende krydsfelt mellem moderne indiepop og 30'ernes dekadente, erotiske jazz. Det var teatralsk, elegant og fuld af kant – en slags "Sølvpigen", som måske kunne træde ind, hvor "Gulddrengen" slap.
Foto: Viktor Larsen
Annika – Ungdommelig energi og eufori
Annika indtog Highland-området med en lysende tilstedeværelse og et smil, der smittede hele vejen ned til bageste række – som dog ikke kunne komme tættere på, da området måtte afspærres grundet overvældende publikumsopbakning. Hendes sange og tekster rammer tydeligt et ungt publikum, der både kunne og ville synge med. Energien var glad, ægte og håbefuld – og man gik derfra med en følelse af, at fremtiden ser lys ud.
MØ – Dyster begyndelse, eksplosiv afslutning
MØ kom ind klædt i sort og med en dyster ro, og åbnede med en afdæmpet og smuk version af Kim Larsens "Joanna". Først stationær på centerscenen i tre numre, men langsomt byggede hun intensiteten op. Koncerten udviklede sig i tempo og kraft – og kulminerede med et klassisk MØ-øjeblik, da hun kastede sig ud i mængden og crowd-surfede med fuld tillid. En rejse fra mørke til ekstase.
Gorgeous – Luftigt og velspillet
Gorgeous leverede en drømmende koncert, hvor forsangerens luftige vokal svævede elegant over et solidt, melodisk fundament. Guitaristens energiske og teknisk stærke soli gav lydbilledet kant og fremdrift. En harmonisk balance mellem det svævende og det energiske.
Foto: Viktor Larsen