Aermst – Penetration Of Hate
Göteborg-lyden lever stadig
Det schweiziske band Aermst træder ind på scenen med "Penetration Of Hate", og her bliver der ikke brugt lang tid på at varme op.
Fra starten bliver man mødt af tung melodic death metal, hvor hurtige riffs, aggressive trommer og en rå vokal sætter retningen.
Og det fungerer.
Aermst har tydeligt hentet inspiration fra den klassiske Göteborg-lyd, og især guitarerne er med til at trække tankerne i retning af den svenske melodic death metal-scene.
Der bliver hele tiden balanceret mellem det tunge og det melodiske.
Guitarerne får lov til både at slå hårdt og samtidig levere melodier, der gør, at "Penetration Of Hate" ikke bare bliver tre minutters konstant aggression. Det giver nummeret noget mere dybde og gør, at der hele tiden sker noget i lydbilledet.
Vokalen ligger råt og aggressivt hen over musikken og passer rigtig godt til sangens mørke tema. For titlen er ikke bare valgt, fordi den lyder godt.
"Penetration Of Hate" handler om had, der får lov til at sprede sig og nærmest bliver givet videre fra generation til generation. Det passer rigtig godt sammen med musikken, for der ligger en vrede og en næsten klaustrofobisk stemning over nummeret.
Det mest interessante er dog, at Aermst ikke bare forsøger at spille så tungt og hurtigt som muligt. Melodierne får plads. Og det er netop her, nummeret fungerer bedst.
Der er helt klart masser af inspiration fra den gamle svenske skole, og Aermst lægger heller ikke skjul på, hvor rødderne ligger. Men produktionen er samtidig moderne nok til, at det ikke bare føles som et nummer, der kunne være blevet udgivet for 25 år siden.
"Penetration Of Hate" er kort, tungt og aggressivt, men har samtidig nok melodi til, at man får lyst til at høre det igen.

Aermst forsøger ikke at genopfinde melodic death metal. Men de viser, at Göteborg-lyden stadig kan slå hårdt, når den bliver leveret ordentligt. Og som første smagsprøve på Aermst er det bestemt interessant.
