60'er soul og funk, leveret af D/troit på Posten i Odense
Når 60'ernes soul og funk, blandes med rå seksuel udstråling på scenen, kan man godt komme i tvivl om, det er et dansk band man er vidner til. Men det er det, og Motown ville elske det.
Af Tommy Torp og Mathias Vinsten
På en lidt kølig fredag forårsaften, gæstede det københavnske band D/troit Posten i Odense. Et band man desværre ikke har hørt særlig meget til i Danmark, men åbenbart har spillet ret meget i Tyskland. Så hvad kunne man så forvente af bandet, når man har denne viden om dem? De spiller nok noget musik, som ikke lige er mainstream. Eller er det?
Ind på scenen kom bandet og begyndte at spille. Bandet bestod af trommer, congas og percussion, trompet, tenorsaxofon, keyboards, guitar og bas. De startede med at spille to instrumentale numre, uden at forsangeren var på scenen. Stilen og stemningen blev hurtigt cementeret i numrene, og det skreg tydeligt på 60'erne og 70'ernes funky og unikke soul genre. Inspirationen kom utvivlsomt fra det Detroit-baserede pladeselskab Motown's storhedstid. Hele klangbilledet på bandets instrumentalnumre og guitarens flittige brug af Wah-pedalen, var som taget ud af 70'ernes sorte actionfilm, så som "Shaft" og "Foxy Brown", eller den hvide "French Connection".
Ind kom forsangeren med masser af attitude, til et af bandets mest spillede numre, "Heavy", og koncerten kom for alvor i gang. Han får hurtigt fanget publikums opmærksomhed, med sin intense stemme og energiske dansende bevægelser. Hans hvide skjorte var knappet en 3-4 knapper ned, men det passede godt til hans lettere erotiske og meget frisindede dansemoves. Der var lidt Tom Jones over hans kække og, for nogen måske, småvulgære twirl med hoften. Han tillod sig, at bevæge sig lige så frit, som det passede ham. Nogen ville mene, at det var for meget. Men med den overbevisning han udstrålede, kunne han snildt stå på scenen og præsentere et stramt beklædt bagparti til publikum, som så fuldt ud accepterede det. Til denne musikgenre passede det sublimt ind, og understregede tydeligt, hvor deres inspiration kom fra.
I øvrigt demonstrerede trommeslageren i dette nummer, hvor røv-fræk han er til at fløjte, samtidig med at han spiller trommer.
En af bandets store inspirationskilder, må helt klart være James Brown. Igen er det forsangeren, som tydeligt demonstrerer det. Både i form af de "cries", han udbryder flere steder i sangene, og gennem hans utallige dansemoves og poses. Der er ingen tvivl om, at han lever sig fuldkommen ind i musikken, med hele kroppen, og klare referencer til stormesterens sceneoptræden tilbage i 60'erne og 70'erne. Selv titlen "Love Machine" minder da ret meget om en af James Brown's sange.
Musikken buldrede derudaf, med fyldige og saftige grooves, lækre harmonier og velklingende melodi. Der blev også brugt en god del "call and response", bl.a. i et nummer som "Gotta Have Soul". Alle i bandet har hele tiden noget at lave og de ved hvor de har hinanden, hvilket er med til at løfte energien. En energi som rammer publikum med en kolossal kraft, så de ikke kan stå stille. Flere og flere begynder at swinge til musikkens insisterende drive.
Bandet har virkeligt fanget mange af Motown klange, musikalske effekter, og grooves, som bruges kontinuerligt og ubesværet gennem hele koncerten. Nærmest i overflod. De er tydeligvis ikke bange for klichéer, der måtte være inden for denne genre. Alene titlen "Let's Make a Baby", sender tankerne hen imod den meget frisindede slutning af 60'erne. Et eksempel mere, er deres vinylskiver. Selve skivernes udformning viser et stort kendskab til tiden. Der var traditionelle LP'er. EP'er som skulle spilles på 45 rpm og selvfølgelig singler med det ekstra store hul i midten. Designet på coverne er også vældig tro til den tids cover, i både design og raster-billederne derpå.
En forrygende aften, med et brændende hot band, hvor forsangeren formåede at fremstille sig selv som et maskulint sexsymbol, der kunne bevæge sig ekstravagant og frit rundt på musikscenen. Så selvom genren ikke hører til mainstream mere, leverede de en fænomenal hyldest til datidens store mestre indenfor genre som soul, funk og Motown.
Tak for en svedig koncert, og muligheden for at genopleve datidens fængslende grooves, drive og sjæl. Hold endelig fast i jeres koncept og genre, for den kan stadig give uhørt meget til publikum. James Brown vil ikke vende sig i sin grav, hvis han kunne høre jer. Men nok nærmere ligge og knipse i takt til jeres ekstremt tighte rytmer og smitsomme energi. Måske ligefrem sige: "I feel good. Like a sex machine!"