Iris Gold – Boys Boys Boys

2024-05-10

Alle former for kunst har det til fælles, at de fortæller en historie. Til tider er det opdigtede historier, der kan have en mere eller mindre sandfærdig klang. Andre gange er de baseret på erfaring.

Af Michael Ørbæk Rasmussen. 

Med fare for at fremhæve Iris Gold på et måske forkert grundlag, så fortæller hun på basis af erfaring. At kalde det en positiv erfaring, det ville være en løgn, men den er ærlig. Hvorledes den ærlighed kommer til udtryk i hendes værk, det er svært at finde ordene for, men det gør den i så eftertrykkelig grad.

Sangen hedder Boys Boys Boys, hvilket måske kunne lede opmærksomheden hen på '80er disco hittet af samme navn. Har de to numre noget til fælles ? Umiddelbart ikke, og om Iris har taget notits af den fælles titel er tvivlsomt. Hvor det gamle hit fra '80erne henleder opmærksomheden til bekymringsfri fest, så er fokus for Iris langt mere alvorligt. Her henvises vi til fortællingen om den bekymringsfri pige, der fanges i et forhold, hvor hendes nej ikke respekteres. Det er netop betydningen af dette nej, der bliver understreget i sangen – Nej betyder Nej !

Sangen formår at fange lytteren med Iris' bløde vokal, der maler ved hjælp af pop og rap, og lydbilledet er helt formidabelt. Singlen er uden tvivl fængende, og budskabet er bestemt også værd at lytte til.